Af Anders Mark Jensen, FPU næstformand
Det gode arbejdsmiljø – fysisk, psykisk og socialt – er alfa og omega på enhver arbejdsplads. Det gælder naturligvis også i luftfart, hvor vi hver eneste dag er direkte afhængige af kollegaer og ordentlige arbejdsforhold. Alligevel bliver arbejdsmiljøet nedprioriteret konstant, og vi nærmer os snart et sted, vi ikke kan acceptere.
Presset er enormt hen over sommerperioden, og en spørgeskemaundersøgelse fra Aalborg Universitet fra i år viser, at 67 procent af det flyvende personale oplever en større og større arbejdsbyrde, mens syv ud af 10 ansatte tvivler på fremtidens luftfart. Lægger jeg de tal sammen med de daglige beretninger, jeg får fra vores medlemmer, går vi åbenlyst i minus på arbejdsmiljø-kontoen.
Mange flyselskaber, EU og nationale regeringer har arbejdet hårdt på at gøre arbejdsmiljøet i luftfart til noget særligt indviklet og kompliceret. Præcis som vi ser det med vores særlige arbejdstider også. Vores branche er unik, men vi behøver ikke lide under det, hver eneste gang det er muligt.
Vores arbejdsmiljø er dårligere end alle andre transportbrancher, og det hele pakkes ind i, at vi skal ”anerkende”, at luftfart altså er internationalt og særligt udsat for konkurrence. Ja selvfølgelig er der konkurrence, og selvfølgelig er vores branche international, men hvorfor er det altid medarbejderen i luftfart, der skal bøde for de kendsgerninger?
Rekordsalg er ikke lige med rekordmange kollegaer
Vi taler ekstra meget om arbejdsmiljøet her om sommeren. Både i FPU, i flyene og i terminalerne. Det skyldes nok, at der kommer flere og flere passagerer i lufthavnene, og at flyselskaberne derfor taler om rekordhøje passagertal. Fedt! Men de samme virksomheder taler aldrig om rekordhøje beskæftigelsestal. Det ville være en stor historie!
For der er vel ansat rekordmange kollegaer, når nu alle disse mennesker skal ud at flyve? Så mange ansatte, at rekordsalget rent faktisk kan lade sig gøre? Svaret er ganske enkelt nej. De rekordhøje beskæftigelsestal findes ikke.
I stedet taler vi om en virkelighed, hvor medarbejderne bliver bedt om at rykke deres ferie til uger og måneder, hvor deres familier ikke har ferie. Vi taler ønsker fra ledelsen, om at medarbejderne sælger lidt mere af deres frihed, så vagtplanen hænger sammen. Det virker, som om der er rigeligt med konkrete løsninger i spil for effektivt at undgå at ansætte flere kollegaer. Og det tager tid at gøre op med den kultur.
Under bemanding og krævende passagerer
Årsagen til det dårlige arbejdsmiljø findes ikke kun i den nærmest planlagte underbemanding. Særligt de kabineansatte deler en tung og slidsom arbejdsmiljøbyrde sammen med de hårdtprøvede HK’ere på jorden.
HK har iværksat en meget vigtig og ret interessant kampagne, der med god dansk humor sætter fokus på det voldsomme arbejdsmiljø, som deres medlemmer er udsat for i lufthavnene. Det er en super vigtig og relevant kampagne for en gruppe mennesker, der ikke er kendt for at råbe allermest op. Respekt.
Tilbage står de kabineansatte. For når flyet først er boarded og lettet fra jorden, er det nemlig de gode folk i kabinen, der står ene og alene med ansvaret, når og hvis det hele går galt med nogle passagerer. Jeg taler ikke om passagerer, der er syge eller har brug for anden form for ansvar, for det er en del af vores opgave, som vi håndterer med den største faglighed og stolthed.
Jeg taler om det psykiske arbejdsmiljø. Jeg taler om passagerer, der bruger en ophobet vrede til at chikanere, hærge og true de ansatte. Som verden ser ud lige nu, har de ansatte i kabinen ikke de rette redskaber til at håndtere passagerer, der ikke køber ind på ansvarlig opførsel. Og så længe selskaberne løser situationen med en ”ude af øje, ude af sind”-tilgang, så snart dørene er armerede, så får de enkelte passagerer fortsat lov til at smadre arbejdsmiljøet i den underbemandede kabine.
Luftfartsbranchen har brug for at tage et reelt opgør med denne trussel. Vi skal både forebygge problemerne ved at undervise den enkelte passager, ligesom HK forsøger, men vi skylder også de ansatte at klæde dem bedre på. Det kræver grundigere uddannelse og ordentlige vagtskemaer med flere kollegaer, så der er tid og overskud til de svære passagerer. For vi kommer ikke uden om det lige med det samme.
Politikere, myndigheder og arbejdsgivere har brug for at forstå, at vi formentlig også vender branchen ryggen en dag, hvis der ikke bliver gjort noget ved arbejdsmiljøet. Selv i luftfart er der grænser for, hvad vi vil og kan acceptere.
