Norwegian-koncernen havde 1,8 millioner passagerer i marts

I marts havde Norwegian 1.544.289 passagerer, mens Widerøe havde 276.413 passagerer.

I alt havde koncernen 1.820.702 passagerer. Norwegians belægningsgrad steg til 85 procent, hvilket er en stigning på fire procentpoint sammenlignet med marts sidste år.

99,6 procent af alle planlagte flyvninger blev gennemført.

”Vi er meget glade for endnu en gang at kunne præsentere stærke trafiktal, som i denne måned fik ekstra momentum på grund af en tidlig påske. Den meget høje regularitet i marts, afspejler det store stykke arbejde, vores kollegaer gør hver dag for at skabe tillid blandt passagererne. Det er især vigtigt i højtider som påsken, hvor mange mennesker har planlagt ferierejser. Jeg er stolt af at kunne sige, at vi ikke aflyste en eneste international flyvning i påsken. Nu ser vi frem til den næste feriesæson og skyder forårssalget i gang i denne uge. Bookingtendensen for sommersæsonen begynder at se solid ud, men vi forventer naturligvis en lidt svagere april, da påsken lå tidligt i år,” siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

I marts havde Norwegian i gennemsnit 73 fly i drift, og punktligheden, målt på andelen af afgange, der kommer afsted inden for 15 minutter efter planlagt tid, var 86,7 procent, en stigning på seks procentpoint i forhold til marts 2023.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev