Dansk Metal annoncerede i sidste uge, at de har lavet en overenskomst for Mærsks nye cargoselskab. Men aftalen dumper vilkårene på et af de mest succesfulde områder af luftfart, lyder det fra FPU, der har set dele af aftalen.
Mærsk har tegnet en overenskomst med Dansk Metal for det nye cargoselskab, som Mærsk planlægger at oprette med hub i Billund. Nyheden om overenskomsten kom, efter at FPU i foråret har forhandlet med Mærsk om en overenskomst for cargoselskabet.
FPU har nu set dele af overenskomsten mellem Dansk Metal og Mærsk, og ifølge FPUs formand er der tale om vilkår, der er dårligere end dem, som FPU og Mærsk forhandlede ud fra. Derudover er overenskomsten også markant dårligere end den overenskomst, som FPU i forvejen har med Mærsks andet cargoselskab, Star Air.
”Vi har hele foråret haft en god dialog med Mærsk om en overenskomst for deres nye cargoselskab, men vi har også stået fast på, at det skulle være en rigtig god aftale. Mærsk har leveret sit største overskud nogensinde i år, og vi holdt på, at det skulle afspejles i en eventuel overenskomst. Nu har Dansk Metal, ud fra hvad vi har set, dumpet vilkårene på et af de mest lukrative markeder inden for luftfart,” siger Thilde Waast, formand for FPU.
Mærsk leverer kæmpe overskud
Det nye cargoselskab, som får navnet Maersk Air Cargo, skal flyve på interkontinentale ruter med hub i Billund. Det skal operere med fem fly – to nye B777F og tre leasede B767-300 fragtfly.
”De piloter, der skal arbejde i Maersk Air Cargo, skal arbejde for et af Danmarks rigeste selskaber, men det bliver ikke afspejlet i den overenskomst, som de bliver dækket af. Det betyder, at de skal ud i nogle store kampe med selskabet for bare at få den løn, som burde have været udgangspunktet,” siger Thilde Waast
Mærsks andet cargoselskab Star Air, der har base i Köln, vil ifølge Mærsk fortsætte uændret med de kontrakter og pilotaftaler, som Mærsk har med Star Air. Men Thilde Waast er bekymret for, at piloterne i Star Air bliver presset af den billigere overenskomst.
”Vi har en stor gruppe dygtige piloter i Star Air, som har leveret store overskud for selskabet. De bliver nu presset af en dårligere overenskomst. Mærsk er en kernesund forretning, der er kommet stærkt gennem corona-krisen. Det giver ingen mening, at Dansk Metal giver dem billigere overenskomster,” siger Thilde Waast.
Hvem må overenskomstdække hvem?
Thilde Waast, gør Dansk Metal ikke blot det samme, som I gjorde, da I lavede en overenskomst inden for SAS-koncernen?
”Nej, jeg mener, at der er stor forskel. Vi har i årevis overenskomstdækket underleverandører i SAS, og derfor var det naturligt, at vi også sikrede overenskomster for SAS Connect og SAS Link. Vi har formået at lave gode overenskomster med et selskab, der er i en dyb krise. Dansk Metal har tilsyneladende lavet en, i bedst fald, nogenlunde overenskomst med et selskab, der i år har leveret sit største overskud nogensinde.”
Hvorfor skulle Dansk Metal ikke have lov til at forhandle en overenskomst på plads med Mærsk?
”De havde været hjerteligt velkomne, hvis de kunne lave en aftale, der var bedre end Star Airs. Eller i det mindste en aftale, der var bedre end de vilkår, vi havde forhandlet os frem til med Mærsk. Som det er nu, har Dansk Metal underbudt vilkår i Mærsk. De har ingen medlemmer, og de har ingen erfaring med pilotområde uden for SAS SK. Det handler tydeligvis ikke om medlemmernes job og arbejdsvilkår. Den nye Metal-aftale kommer til at sænke arbejdsvilkårene på cargoområdet, der har været i stor vækst både under og efter coronakrisen.”
Er FPU ikke bare sure over, at Dansk Metal nu bruger samme metoder, som I selv har brugt, når det kommer til SAS?
”Vi har forhandlet en aftale på plads i SAS Connect, hvor startlønningerne er højere end i SAS Scandinavia, så vi mener ikke, at man kan sammenligne de to situationer. I årevis har Dansk Pilotforening ikke villet røre ved andet end SAS Scandinavia, og det har været FPU, der har sørget for at overenskomstdække resten af markedet. Nu har pilotforeningen meldt sig ind i Dansk Metal, og det første, de gør, er at lave en dårligere overenskomst med et af Danmarks rigeste selskaber. Samtidig er SAS på afgrundens rand, og Dansk Metal og pilotforeningen har kvitteret med at true med en altødelæggende konflikt, der sætter tusindvis af gode overenskomstdækkede arbejdspladser i fare. Det er komplet ulogisk og principløst.”