Tidligere tillidsrepræsentant i SAS Link: ”De gode kolleger og de mange oplevelser gjorde arbejdet til noget, jeg sent vil glemme.”

Interviewet med FPUs juridiske studentermedhjælper Frederik Gram Madsen er skrevet af Jasmin Fleur Jørgensen. Hun går på FGU i Ringsted og har i denne uge været i erhvervspraktik hos FPU, fordi hun drømmer om at blive kabineansat.

Af Jasmin Fleur Jørgensen

I 2,5 år arbejdede Frederik Gram Madsen som kabineansat og tillidsrepræsentant i SAS Link. Inden da havde han et sæsonjob i SAS ground. I dag er han juridisk studentermedhjælper i FPU.

Ifølge Frederik var det bedste ved jobbet i luftfart kollegaerne:

”Man får et tæt bånd til hinanden og man respekterer hinanden,” siger han. Han fortæller, at det stærke sammenhold gør arbejdet både sjovere og lettere, fordi alle hjælper hinanden, når der er travlt.

Om Jasmin

Jasmin Fleur Jørgensen er 18 år gammel og går i skole på FGU i Ringsted.

”Jeg har været i erhvervspraktik hos FPU i denne uge, fordi min største drøm altid har været at blive kabineansat hos Jettime. Jeg synes, det er et spændende job, fordi man får muligheden for at rejse og møde mange forskellige mennesker og opleve nye steder.”

”I løbet af praktikugen hos FPU har jeg interviewet Frederik og lært meget om jobbet som kabineansat, herunder hvilke opgaver og ansvarsområder man har. Praktikken har givet mig et endnu større indblik i branchen.”

Når han mødte ind til en vagt, startede dagen med at møde de kollegaer, han skulle flyve sammen med. Her gennemgik de dagens flyvninger, sikkerhedsprocedurer og hvilke passagerer som skulle med.

Som kabineansat kan der være mange særlige øjeblikke

Frederik Gram Madsen fortæller, at de indimellem oplevede passagerer, der var fulde.

”I nogle tilfælde kunne de fulde passagerer påvirke flysikkerheden, og derfor var det vigtigt, at kabinepersonalet handlede ansvarligt.”

Arbejdet som kabineansat bød på mange skiftende arbejdstider, og ingen dage var ens. Nogle dage begyndte meget tidligt om morgenen, mens andre sluttede sent om aftenen.

”Vi overnattede ofte på hotel, når vi havde fløjet til en destination og først skulle flyve hjem dagen efter. Det gav mulighed for at opleve nye steder sammen med ens kollegaer.”

Om end jobbet kunne være udfordrende, ser den tidligere tillidsrepræsentant tilbage på tiden som kabineansat med glæde. Arbejdet var ofte i et højt tempo, og samtidig bød det på mange særlige oplevelser.

”De gode kolleger og de mange oplevelser gjorde arbejdet til noget, jeg sent vil glemme.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev