Det er blevet dyrere at flyve, siden konflikten mellem USA og Iran brød ud. Men nogle flyselskaber har på forhånd købt brændstof til lavere priser. Find oversigten her.
Prisen på flybrændstof nåede højdepunktet i marts 2026 og ligger stadig på et højere niveau end normalt på grund af de usikre forhold ved Hormuz-strædet i Iran.
De fleste flyselskaber, der opererer i Danmark, har hedget under brændstofkrisen. Et af dem er Jettime, der har hedget 100 procent af brændstoffet til deres charterflyvninger. Det fortæller VP Management Support i Jettime, Birthe Madsen.
”Vi sikrer prisen på vores jetfuel sæsonvist, så snart vi har en underskrift på kontrakten med den enkelte rejsearrangør. Der kan være lidt variation afhængig, hvilken model vores kunde (rejsearrangøren, red.) ønsker.”
”Vi har således i princippet hedget 100 procent af vores chartertrafik for sommeren 2026.”
Oversigt
De har hedget:
- Jettime – 100% på charter i sommeren 2026. Vinter 2026/2027 er der hedget for alle underskrevne charteraftaler.
- Air Greenland – 40-80% de kommende 12 måneder. 0-40% fra 12-24 måneder.
- Norwegian – 45% i 2026 og 25% i 2027.
- Wizz Air – 55-70%.
- Ryanair – 80%.
- Lufthansa – 77%.
- EasyJet – ca. 70%.
- Sunclass.
De har ikke hedget:
- SAS – 0%.
Ukendt:
- DAT
- Atlantic Airways
ACMI-selskaber såsom CityJet og Braathens får brændstof gennem klienten. Derfor er de ikke med i oversigten.
Kilder: Aerotime, XTB, Air Greenland, Jettime, Norwegian.
Birthe Madsen, hvordan forventer du, at brændstofsituationen vil påvirke Jettime de kommende måneder?
”Hvad angår fuel-mængderne, så er meldingen fra vores fuel-leverandører, at der er tilstrækkeligt med fuel for nu og indtil videre. Til efteråret kan der begynde at opstå mangler, hvis Hormuz-strædet forbliver lukket eller lukker igen.”
Norwegian: Vi ser ingen risiko for mangel på brændstof
I Norwegian har man hedget med 45 procent i 2026, fortæller landechef Sara Neergaard til Fagbladet Luftfart. Og hun er ikke bekymret for, at der kunne opstå mangel på brændstof.
”I forhold til de næste måneder, så er vi først og fremmest trygge ved brændstofbeholdningen i de lufthavne, vi opererer i, og ser ingen risiko for mangel på brændstof hen over sommeren og ind i efteråret. Vi forventer ikke, at det vil påvirke os, ligesom vi heller ikke har eller planlægger at aflyse flyvninger som følge af fuel-situationen,” siger hun og fortsætter:
”I forhold til brændstofpriserne, så er vi selvfølgelig hjulpet godt på vej af den hedging, vi har foretaget. Vi har ikke indført et særskilt brændstoftillæg. Men priserne på flybilletter er altid fastsat ud fra udbud og efterspørgsel og generelle omkostninger – herunder brændstof – og dette vil afspejle sig i priserne.”
Air Greenland har hedget 40-80% de næste 12 måneder
I Grønland er det Greenland Airports, som har ansvaret for at levere brændstof til alle de fly, som ankommer til lufthavnene. Det er Air Greenlands opgave at bestille den mængde brændstof, deres fly har brug for, fortæller en talsperson fra Air Greenland. Og her er op imod 80 procent af brændstoffet hedget.
”Air Greenland har en finanspolitik, hvor vi afdækker det forventede internationale fuelforbrug med 40-80% indenfor de kommende 12 måneder, og en afdækning på 0-40% fra 12-24 måneder. Denne politik er også overholdt for 2026.”
”Air Greenland forventer stigende fuelpriser i forhold til tidligere kendte priser før konflikten i Hormuz-strædet.”
Fagbladet Luftfart har rakt ud til Sunclass, SAS, DAT og Atlantic Airways. De er ikke vendt tilbage på henvendelsen inden deadline.



