Norwegian køber rejsekoncernen Nordic Leisure Travel Group, og det bliver positivt mødt af piloter og kabineansatte i Norwegian og Sunclass.
Når Norwegian overtager Nordic Leisure Travel Group, vil den samlede rejsekoncern omfatte tæt på 160 fly og betjene omkring 30 millioner kunder om året.
Opkøbet, der blev annonceret i dag, betyder samtidig, at flyselskaberne Norwegian og Sunclass nu bliver en del af samme koncern.
Både piloter og kabineansatte i Norwegian samt piloterne i Sunclass er en del af FPU, og det glæder FPUs formand Thilde Waast, at Sunclass forbliver et skandinavisk foretagende.
”Der bliver tale om en stærk skandinavisk rejsekoncern, og vi elsker luftfart på skandinaviske hænder. Det er fantastisk at se, at Norwegian har både modet og musklerne til at gennemføre sådan en handel,” siger Thilde Waast.
To stærke brands mødes
Handlen har en værdi af 8 milliarder svenske kroner. Det svarer til cirka 5,5 milliarder danske kroner.
Købet bliver mødt med glæde af formændene i de tre lokalforeninger i Norwegian og Sunclass, som er en del af FPU. De kender i forvejen hinanden godt fra samarbejdet i FPU, og nu kommer de til at være en del af den samme koncern.
”Norwegian viser sin styrke i en usikker tid, og Spies har et rigtig godt brand, der står for kvalitet. Det er super fedt, at to så stærke navne vælger hinanden til,” siger Diana Sindhøj, der er formand for de kabineansatte i Norwegian.
”Norwegian tør at satse, og det stiller os stærkt over for konkurrenterne. Vi glæder os til samarbejdet.”
Begrænset overlap giver en bred dækning
Sunclass opererer med 12 mellem- og langdistancefly fra Airbus til omkring 25 destinationer med fokus på charterrejser, mens Norwegians knap 390 ruter er koncentreret om ruteflyvning med Boeing 737 til centrale destinationer i Norden og Europa.
”Vi ser positivt på overtagelsen og afventer kommende udmeldinger fra den nye ejerkreds. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde,” siger Ken Petersen, der er formand for Sunclass-piloterne.
I en pressemeddelelse skriver Norwegian, at der er begrænset overlap mellem de to selskabers ruter, og at købet muliggør en bedre udnyttelse og en bredere dækning, når ruterne koordineres på tværs af den samlede koncern.
”Det er utroligt positivt, at vi styrker positionen på det nordiske marked. Det giver koncernen nogle spændende muligheder i fremtiden. Det er et nyt segment, og det er klogt, at vi køber en gruppe, som har kendskab til charter,” siger Christian von d’Ahé, der er formand for Norwegians piloter.
”Der bliver noget at dyrke videre på, som kan være positivt for begge parter. Forhåbentlig havner vi en situation, hvor det gavner os, Sunclass, passagererne og rejsebureauerne. Vi er stolte af at være i en koncern, der vil noget.”



