I sin konsulenttid lærte Valdemar Warburg, at kun 10 procent af verdens flyselskaber tjener penge. Nu står han selv i spidsen for et flyselskab, som han har skullet føre ud af corona-krisen og ind i en fremtid, hvor den grønne dagsorden og kunstig intelligens bliver store spillere.
Valdemar Warburg blev i januar 2023 direktør for Spies’ flyselskab Sunclass. Han er civilingeniør, har været luftfartskonsulent i McKinsey og er selverklæret flynørd.
I en ny episode af FPUs podcast Lyden af Luftfart fortæller han, hvordan det er at komme udefra og blive direktør i et flyselskab med en 60 år gammel historie.
“Jeg føler, at jeg er kommet tilbage til den rigtige branche. Jeg elsker den her branche, og jeg kan genkende det hos mange i brancen – der er et eller andet med fly på trods af alle de vanskeligheder, vi har, som bare er spændende, og det er alt fra, hvordan en motor er skruet sammen, til hvilken mad vi serverer ombord og til den hektiske dynamik med at få et fly i luften til tiden, hvor alle arbejder sammen,” siger Valdemar Warburg.
90 procent af flyselskaber tjener ikke penge
I denne podcast kommer også med sit bud på, hvordan fremtiden ser ud for charterbranchen og luftfartsbranchen generelt.
“Den vigtigste røde tråd er, at 90 procent af verdens flyselskaber ikke tjener penge. Det gør de ikke, fordi der historisk set har været for meget kapacitet i markedet, og at kapaciteten er meget fluktuerende. Det ene øjeblik er der for lidt, og så har man gode, høje priser. Det gør, at alle selskaber bestiller nye fly, og så går det den anden vej, og så er der for mange fly,” siger Valdemar Warburg og fortæller, at en af de typer flyselskaber, der kan tjene penge er integrerede charterselskaber som for eksempel Sunclass.
“Vi er som selskab helt anderledes. Vi har 98 procents belægningsgrad, fordi vores turoperatører, Ving, Spies og Tjäreborg, fylder flyene op. Vi skal ikke ud og sælge sæderne på det åbne marked som for eksempel på Momondo. Vi sælger det som en del af en pakkerejse, og vigtigst af alt har vi den fleksibilitet, at vi sammen med turoperatøren bestemmer, hvilken destination flyene skal gå til,” siger Valdemar Warburg.
“Hvis for eksempel Tyrkiet kører lidt dårligere salgsmæssigt et år, men Rhodos kører bedre, kan vi flytte et helt fly fra Antalya til Rhodos. Det er en fleksibilitet, som ingen netværksselskaber har på samme måde.”
I denne podcast fortæller Valdemar Warburg også, hvordan luftfart kan blive grønnere, og hvilke tanker han gør sig om brugen af kunstig intelligens inden for luftfart.
Hør hele podcasten på Spotify eller søg på Lyden af Luftfart dér, hvor du normalt lytter til podcast