Overenskomsterne for både kabineansatte og piloter i DAT er i denne måned forhandlet endeligt på plads. De ansatte får deres gamle overenskomster tilbage efter to år med krise-besparelser.
DAT var i økonomisk krise allerede inden corona, og medarbejdere og ledelse måtte i 2019 forhandle et protokollat på plads, der betød både lønnedgang og forværring af vilkår for de ansatte. To år med corona gjorde, at protokollatet ikke kunne bortfalde.
Nu har DAT og de lokale pilot- og kabineforeninger forhandlet på plads, at de ansatte får deres gamle overenskomster tilbage, og at protokollatet bortfalder.
Overenskomsten kommer kun til at gælde fra december 2021 til september 2022. Den korte levetid skyldes, at det giver både ansatte og ledelse mulighed for at se situationen an i de kommende måneder.
”Vi skal agere efter de tider, vi er i, og vi blev enige om, at det ikke gav mening at forhandle en ny overenskomst midt i den tumult, der var i december med omikron. Det ville der kun komme noget negativt ud af. Mit ræsonnement var, at vi ville ende med at skulle genforhandle alligevel, fordi der ville ske en hel masse. Det er den rigtige beslutning at vente til september. Så er vi klogere på, hvad der sker til vinter og næste år,” siger Jesper Rungholm, direktør i DAT.
Omikron, brændstofpriser og Ukraine
Løsningen med en usædvanlig kort overenskomst skaber også tilfredshed i de lokale DAT-foreninger.
”Vi er tilfredse med, at overenskomsten løber til september. Det er ikke normalt at lave overenskomster, der gælder under et år, men usikkerheden er enorm, fordi corona stadig spøger, samtidig med at vi har stigende brændstofpriser og krigen i Ukraine. Det er svært for os at låse os fast. Begge parter har nu mulighed for til efteråret at kigge på, hvad der skal gælde fremad,” siger Carsten Tang, der er formand for pilotforeningen.
”Vi er tilfredse med resultatet, fordi det har været så svær en tid for branchen. Vi gik i 2019 ind og hjalp firmaet, og nu hjælper de os med at komme tilbage på de normale vilkår. Det er status quo, men en god løsning,” siger Carsten Tang.
Håber på stabilitet i september
DATs overenskomster stod til at udløbe i december 2020, men først i december 2021 opsagde foreningerne overenskomsterne.
”Vi havde glædet os til at overenskomstforhandle rigtigt, og vi havde afleveret en liste med krav til selskabet. Dialogen var gået i gang, men så kom omikron buldrende. Det pustede til forsigtigheden fra selskabets side, og ingen parter ville få noget ud af at forhandle med den usikkerhed,” siger Julia Monrad Lundsteen, der er formand for kabineforeningen.
”Vi lavede derfor en standby, forlængede de gamle overenskomster og lod protokollatet med besparelser bortfalde. Den korte løbetid var et ønske fra både pilot- og kabineforeningerne. Vi havde set frem til at få diskuteret nogle ting i overenskomstforhandlingerne, så det med at forlænge i flere år ville ikke matche vores ønsker. Nu har vi en forventning om, at forhandlingerne til september kan foretages i sikkerhed og stabilitet for alle parter,” siger Julia Monrad Lundsteen.