DAT får de nyeste fly på danske indenrigsruter

Piloter og kabineansatte på DAT’s indenrigsruter i Danmark kan i meget nær fremtid glæde sig til at byde passagererne velkommen ombord i fabriksny fly.

Danish Air Transport modtager allerede i næste måned det første af to helt nye ATR72-fly – en flytype, som selskabet har fløjet med i mere end 19 år, men nu for første gang anskaffer sig i fabriksny eksemplarer.

»Vi har fløjet med ATR fly siden 1999, og det er glædeligt, at vi nu får to fabriksnye fly i vores flåde. Flyene har hver kapacitet til 72 passagerer og vil primært blive benyttet til flyvninger på vores
rutenet i Danmark,« fortæller Jesper Rungholm, stifter og administrerende direktør af DAT.

Dermed kan DAT tilbyde de nyeste ATR-fly på dansk indenrigs, hvor selskabets flåde ellers hidtil har udmærket sig som alderspræsidenter.

De nye fly males i et særligt “CO2-neutralt” look. Det skal fremhæve brændstoføkonomien på de nye fly og DAT’s arbejde med at reducere flyenes miljøbelastning.

Ældste ATR-fly går på pension

Det første af de nye fly kommer ind i flåden netop som selskabets absolut ældste ATR72-fly står til en pensionering.

»I næste måned falder vores ældste ATR72-fly, OY-RUD, for 70.000 timers grænsen, som er “hard limit” for pensioneringen af dette fly,« siger Jesper Rungholm til Luftfart.nu.

OY-RUD, der er godt 28 år gammelt, flyver i dag på de danske indenrigsruter.

»Med de nye fly forventer vi også en bedre regularitet (færre driftsforstyrrelser red.). På indenrigsruterne hvor turen er blot 35 minutter, er det vigtigt, at du kommer afsted og til tiden,« siger Rungholm, der også tror, at »nyt isenkram« er med til at gøre DAT til en endnu mere interessant arbejdsplads.

Nye fly giver bedre arbejdsmiljø

Blandt de ansatte er glæden stor over de nye fly, som er af den nyeste generation fra ATR-fabrikkerne i Toulouse: ATR72-600.

»Efter en lang, varm sommer bliver det godt med fly, som har bedre aircondition, og hvor pladsen til bagage i kabinen er større, så vi skal løfte færre kufferter i lastrummet. Det giver os på mange måder et bedre arbejdsmiljø,« siger Mette Juul Mortensen, tillidsrepræsentant for de kabineansatte i DAT.

Pladsen i hattehylderne er 30 procent større på de nye fly sammenlignet med de fly de afløser. Derudover er de nye fly er indrettet med de bredeste kabiner på markedet for turboprop-fly og nyt ergonomisk design, som giver større komfort, samt nye sæder.

Som at gå fra en Golf 1’er til Golf 7’er

I cockpittet venter der en uges omskoling for piloterne, inden det første fly lander hos DAT allerede i næste måned. Det hænger blandt andet sammen med, at de nye fly har den nyeste pakke inden for digitale cockpits. Udover teknologien i cockpittet forbedres også piloternes arbejdsmiljø.

»Et fabriksnyt fly med nye motorer er jo noget helt andet støj- og vibrationsmæssigt – de larmer og ryster mindre – men også økonomisk er de en forbedring sammenlignet med det, vi flyver i på nuværende tidspunkt. Det er at sammenligne med at gå fra en Golf 1’er til en Golf 7’er – det er spændende for alle involverede,« siger Jens Ellefsen, kaptajn på ATR og instruktør i DAT.

Han peger på, at de nye fly har 15 procent højere ydelse, men bruger 15 procent mindre brændstof end de ATR72-200-fly, som DAT primært bruger i dag.

Foruden ATR-flyene råder DAT Group, som består af DAT i Danmark og DOT i Litauen, over fly af typerne McDonnell Douglas og Airbus – i alt 23 fly med en gennemsnitsalder på godt 24 år.

Iran-krise baner vej for gunstig aftale

Jesper Rungholm lægger ikke skjul på, at DAT med de nye fly har brudt sit princip om at eje fremfor at leje fly, men selskabet er lykkedes med at få en særlig god lejeaftale for de nye fly.

Præsident Trumps beslutning om at hive USA ud af atomaftalen med Iran og indføre nye økonomiske sanktioner mod landet har nemlig skabt en ganske særlig mulighed for DAT.

Kort fortalt har krisen i Iran bragt flyproducenten ATR og en række leasinggivere i klemme. Selvom flyproducenten er europæisk, rammer de amerikanske sanktioner også leverancen af en række nye ATR72-600-fly til Iran, og det har gjort prisen på de populære turbopropelfly særdeles gunstig.

»Vi har fået mulighed for at lave en exceptionel leasing-aftale på vilkår, som vi ikke kunne have købt og finansieret til selv,« fortæller Jesper Rungholm.

Flyene er lejet på aftale for 12 år med mulighed for køb af flyene efterfølgende.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev