25 SAS-fly fra København vil sandsynligvis blive aflyst, hvis piloterne i SAS Scandinavia strejker

SAS forventer, at SAS Connect, SAS Link, Xfly og Cityjet fortsat vil flyve, hvis en strejke bryder ud i morgen.

En fjerdedel af afgangene fra Københavns Lufthavn i morgen onsdag vil sandsynligvis blive aflyst, hvis de danske, svenske og norske piloter i SAS Scandinavia begynder strejken. Det fremgår af SAS’ hjemmeside. I alt drejer det sig om 25 SAS Scandinavia-fly. To planlagte afgange var i forvejen blevet aflyst.  

Derimod vil de ruter, der flyves af SAS Connect, SAS Link, Xfly og Cityjet, ikke blive påvirket. Ruterne udgør til sammen cirka 60 procent af SAS’ afgange fra Københavns Lufthavn.

Piloterne i SAS Scandinavia og SAS’ ledelse forhandler i disse timer i Stockholm. Strejken er varslet til at begynde 29. juni, hvis ikke der findes en løsning. Dog kan en forligsinstitution udskyde strejken. I Danmark vil en forligsinstitution som regel udskyde en strejke med 14 dage i første omgang, hvis forligsmanden vurderer, at partnerne kan nå frem til en løsning.

”Vi holder øje med udviklingen i aften og hen over de kommende dage. Vi er ikke blevet bedt om en sympatikonflikt, og vores medlemmer vil derfor gå på arbejde som normalt. Der kan opstå mange forskellige scenarier i den kommende tid, men det vigtigste for os er, at vores medlemmer er trygge ved at passe deres arbejde, og at de får de nødvendige informationer. Vi har understreget over for SAS, at det er vigtigt, at selskabet informerer vores medlemmer om, hvordan de skal forholde sig,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

FPU repræsenterer piloter og kabineansatte i SAS-selskaberne SAS Connect og SAS Link og i underleverandørerne Xfly og Cityjet samt en gruppe piloter, der flyver for SAS Scandinavia.

Cityjet har flest afgange

De 25 ruter, der bliver påvirkede af en eventuel strejke i SAS Scandinavia i morgen, er især ruterne til USA, hvor afgangene til fx Los Angeles, San Francisco, Washington, Boston og New York sandsynligvis står til at blive aflyst.

Derudover vil klassiske feriedestinationer som Alanya, Malaga, Firenze, Kreta og Split sandsynligvis også blive aflyst, da de flyves af SAS Scandinavia.

Cityjet er det selskab i SAS-regi, der har flest afgange fra København i morgen. I alt flyver 28 Cityjet-fly fra København, mens SAS Connect og Xfly begge har 14 afgange. SAS Link har tre afgange. Det drejer sig primært om ruter til de nordeuropæiske lande, men der vil også være afgange til fx Mallorca, Geneve, Rom, Bruxelles og London.

”Det er klart, at der venter en kaotisk tid, hvis en strejke bryder ud. Vi vil gøre vores bedste for, at vores medlemmer kommer så godt igennem som muligt. Vi vil også holde nøje øje med, at SAS giver den nødvendige information til vores medlemmer,” siger Thilde Waast.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev