Connect-piloter organiserer sig og stifter ny forening

De nyansatte piloter i SAS Connect har stiftet en ny pilotforening under Flyvebranchens Personale Union. Den nye formand vil kæmpe for, at det bliver en god arbejdsplads.

Piloterne i SAS Connect har i denne uge stiftet pilotforeningen SAS Connect Pilot Union. Pilot Michael Gilbert Olesen er blevet valgt til formand.  

SAS Connect er et nyetableret SAS-selskab, som de seneste måneder har ansat piloter, der skal flyve Airbus A320.

”Vi glæder os til at komme i gang med at sikre, at SAS Connect bliver en god arbejdsplads for de mange nye ansatte. Vi forhandlede sidste forår overenskomsten på plads, og nu skal vi arbejde for, at medlemmerne kommer godt i gang,” siger Michael Gilbert Olesen. 

Der er indtil videre startet fire hold i SAS Connect med cirka 12 piloter på hvert hold.

Coronaopsagte danske piloter tegner billedet

Den nyvalgte formand Michael Gilbert Olesen er glad for, at de ansatte hurtigt har meldt sig ind i fagforeningen, og at mange mødte op til den stiftende generalforsamling både fysisk og via Teams-forbindelser.

De nye piloter i SAS Connect består hovedsageligt af piloter, der mistede jobbet i SAS på grund af corona i foråret 2020. Derudover er piloter fra blandt andet DAT og Atlantic Airways blevet ansat. 

”Opstarten er selvfølgelig præget af, at alt er nyt både for ansatte og ledelse. Men på trods af det, er der en generel stemning af, at vi har fået en ny chance, og at alle virkelig gerne vil have det her til at blive en god arbejdsplads,” siger Michael Gilbert Olesen.

Lægger op til bredere repræsentation snart

Michael Gilbert Olesen fortæller, at den nyvalgte bestyrelse primært består af de kræfter, der har været med til at forhandle pilotaftalen i SAS Connect på plads sidste år.

”Lige nu er opgaven at sørge for, at selskabet implementerer den aftale, vi forhandlede. Derfor giver det mening, at det er os, der sad med til forhandlingerne, der tegner foreningen. Men både os i bestyrelsen og medlemmerne er enige om, at der også skal helt nye kræfter ind i bestyrelsen,” siger Michael Gilbert Olesen.

Medlemmerne og den nye bestyrelse er således enige om at indkalde til en ekstra ordinær generalforsamling, når den nye forening er kommet godt i gang, og nye kandidater er klar til at melde sig på banen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev