Instruktørerne på pilotskolen Greybird i Aarhus Lufthavn nedlægger i dag arbejdet i protest mod arbejdsforholdene. Strejken kommer, efter at instruktørerne har forsøgt at organisere sig og få en overenskomst på plads.
Det er ikke lykkedes den aarhusianske pilotskole Greybird og dens instruktører at nå til enighed om en overenskomst, og instruktørerne nedlægger derfor arbejdet i dag.
Greybird og Flyvebranchens Personale Union (FPU), som har forhandlet på vegne af instruktørerne, har siden begyndelsen af 2021 forhandlet for at få en overenskomst på plads.
Instruktørerne træner og uddanner pilotelever, og FPU repræsenterer over 90 procent af instruktørerne i Greybird. Instruktørerne har i øjeblikket ikke nogen overenskomst.
”Vi har forsøgt at få en overenskomst på plads og foreslå løsninger, men vi kunne ikke blive enige. Ledelsen har stillet urealistiske betingelser og forlanger en urimelig fleksibilitet af instruktørerne. Nu er vi nødt til at gå i konflikt, og vi risikerer, at ledelsens manglende forhandlingsvilje går ud over piloteleverne på skolen. Vi håber, at ledelsen vil besinde sig og lægge nogle reelle løsninger på bordet, ” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.
Ønsker overenskomst og mere forudsigelig hverdag
Instruktørerne i Greybird har blandt andet ønsket at få en mere forudsigelig arbejdsdag. I øjeblikket kan instruktørerne få en arbejdsdag ændret indtil kl. 18, dagen før de skal møde på arbejde igen.
”Instruktørerne kan ikke planlægge deres hverdag. Instruktørerne har prøvet at foreslå kompromiser, men de har oplevet, at ledelsen ikke reelt har villet forhandle. Hver gang instruktørerne er kommet med forslag til mere smidige løsninger, siger ledelsen, at der ikke er økonomi til det,” siger Anders Mark Jensen.
Fagbladet Luftfart har bedt Greybirds direktør, Søren Møller, om en kommentar, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.