Ryanair-forhandlinger brød sammen for et år siden: Piloter og kabineansatte i Billund står stadig uden overenskomst

I dag er det et år, siden FPUs forhandlinger med Ryanair om selskabets Billund-base brød sammen. Dansk Metal ville efterfølgende ikke støtte en konflikt mod Ryanair, og de flyvende på Billund-basen står i dag stadig uden overenskomst.

Piloter og kabineansatte på Ryanairs base i Billund er endnu ikke dækket af en overenskomst, selvom Ryanair i over 14 måneder har fløjet fra basen via datterselskabet Malta Air.

I dag er det et år, siden FPUs forhandlinger med det irske lavprisselskab brød sammen. FPU havde gennem længere tid forsøgt at få en overenskomst på plads for basens piloter og kabineansatte, men afbrød forhandlingerne og bad fagbevægelsen om støtte til at forberede en konflikt mod Ryanair. Det blev dog afvist af Dansk Metal, der efterfølgende selv gik i gang med at forhandle med Ryanair.

”Det er et år siden, at vi vurderede, at det ikke var muligt at forhandle os frem til en løsning med Ryanair. Vi mente, at det bedste var, at en samlet fagbevægelse tog de første skridt mod en eventuel konflikt. Det ville Dansk Metal ikke være med til. Det viste sig siden, at de selv ville lave en aftale med Ryanair. Resultatet er, at Ryanair nu har fløjet uforstyrret siden da,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

Overenskomster i flere andre lande

Ryanair, der engang var notorisk imod fagforeninger, lavede sin første overenskomstaftale tilbage i 2018 med selskabets piloter i Italien. Siden er der fulgt overenskomster i blandt andet Spanien og Storbritannien, og så sent som i december sikrede den irske fagforening, Fórsa, at Ryanair-piloterne i Irland fik en ny fireårig overenskomst, der blandt andet sikrer dem lønforbedringer. Alligevel udebliver resultaterne i Danmark.

”Vi ved godt, at det er ikke nemt at lave en aftale med Ryanair i Skandinavien. Vi har en høj grundløn og høje leveomkostninger, og vi kan ikke acceptere en discount-overenskomst. Men Dansk Metal har nu gennem mange måneder givet Ryanair fripas til at flyve fra en dansk base uden overenskomst,” siger Thilde Waast.

”Dansk Metal er nye spillere, når det kommer til piloter og kabineansattes arbejdsforhold. De har forsøgt at bevæge sig ind på de flyvendes område, men har i stedet skabt en uholdbar situation for dansk luftfart. Den burde være løst af en samlet fagbevægelse,” siger Thilde Waast.   

Skader mangeårigt arbejde

Ifølge Thilde Waast står den danske luftfartsbranche med to problemer på grund af Ryanairs danske base.

”Vi har nogle piloter og kabineansatte i Billund, der ikke er sikrede ordentlige arbejdsvilkår. Det er ikke i orden. Og så har vi et selskab, der flyver de samme ruter og er i direkte konkurrence med selskaber, som vi har overenskomster med,” siger Thilde Waast.  

”FPU har overenskomstdækket piloter og kabineansatte i mere end 50 år, og Dansk Metal ageren kan skade dansk luftfart og det mangeårige arbejde, som vi har lagt i at overenskomstdække branchen og sikre pilot og kabineansatte i Danmark ordentlige forhold.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev