Mangel på flyveledere i Københavns Lufthavn får flyselskaber til at medtage ekstra brændstof

Flyene skal vente længere tid end normalt på at få tilladelse til at lande, når de ankommer til Københavns Lufthavn. Der mangler nemlig flyveledere, og det betyder, at flyselskaberne nu medtager ekstra brændstof. ’Hverken godt for miljøet eller flyselskabernes økonomi,’ lyder det.

Både Norwegian, Cityjet og Jettime medtager i disse dage ekstra brændstof, når de skal lande i Københavns Lufthavn. Flyselskaberne oplever nemlig, at de i nogle tilfælde er nødt til at vente i op til 30 minutter ekstra i luften omkring København, før de kan få tilladelse til at lande.

Ventetiderne er opstået, fordi der ikke er nok flyveledere til at håndtere de mange fly, der hver dag letter og lander i Kastrup. Flyvelederne er ansat det offentligt ejede selskab Naviair, der har informeret flyselskaberne om, at de kan forvente længere ventetider. Det har fået blandt andet SAS-underleverandøren Cityjet til at medtage ekstra brændstof, når de skal lande i Københavns Lufthavn.  

”Vi har 200 kilo ekstra fuel med på flyvninger ind til CPH,” siger Peter Hjort, der er pilot i Cityjet og formand for Cityjets pilotforening.

”Cityjet blev informeret af Naviair om de forventede forsinkelser og tog så selv beslutningen om at øge fuel og vurderede, at 200 kilo er passende. I øjeblikket oplever vi forsinkelser ind og ud af CPH på mellem fem og 30 minutter afhængigt af tidspunkt på dagen. Det rykker en del ved planlagte flytider. Specielt når samme fly flyver ind og ud af CPH flere gange dagligt,” siger Peter Hjort og fortæller, at piloterne så vidt muligt informerer passagererne om baggrunden for forsinkelsen.

Skidt for både miljø og flyselskabers økonomi

Norwegian, der er det næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn, fortæller, at de også oplever manglen på flyveledere.

”Det er i høj grad et problem for os, så vi håber, at CPH prioriterer at løse det så hurtigt som muligt. De forsinkelser, som opstår, kan være både ved gate inden flyvning, når flyene taxier ud samt ved start og landing, eftersom færre flyveledere skal håndtere mange flere fly. Det er et særligt problem i myldretiden, når de fleste fly letter og lander,” siger Charlotte Holmbergh, der er kommunikationschef i Norwegian.

”De forbehold, som vi tager, er, at vi tager ekstra brændstof med, hvilket hverken er godt for miljøet eller flyselskabernes økonomi,” siger Charlotte Holmbergh.

Jettime: Det gavner ikke den grønne agenda

Også i det danske charter- og ACMI-selskab Jettime ærgrer de sig over, at de skal have mere brændstof med på deres flyvninger til CPH.

”Manglen på flyveledere i CPH gavner ikke den grønne agenda. Vi ønsker at reducere brændstofforbruget, og i stedet må vi medbringe ekstra brændstof for at tage højde for holding (ventemønster i luften, red.) i CPH, inden vi får lov at lande,” siger Birthe Madsen, der er VP Management Support i Jettime.

Hun suppleres af Jettimes flyvechef Thomas Lau Koester: 

”Vi har i et par tilfælde mærket denne mangel i form af forsinkelser på både afgange og ankomster. På afgange i form af slot-tider og på ankomster i form af holding. Senest havde vi en flyvning, hvor de måtte vente i 20 minutter. Som konsekvens af dette og på opfordring fra Naviair vil vi i fremtiden medbringe ekstra brændstof på flyvninger til CPH, indtil situationen måtte stabilisere sig,” siger Thomas Lau Koster.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev