Kabineansatte i SAS Connect stifter ny forening

De kabineansatte i det nye SAS-selskab SAS Connect har organiseret sig og stifter ny kabineforening i FPU.

De kabineansatte i SAS Connect har organiseret sig og stiftet foreningen SAS Connect Cabin Union (SCCU). SCCU bliver en lokalforening i FPU, og den nystiftede forening skal repræsentere de cirka 90 kabineansatte, der indtil videre er ansat på basen i København.

På den stiftende generalforsamling blev der valgt syv tillidsvalgte til foreningens bestyrelse, og Karima Nathalie Larsen blev valgt som formand.

”Rigtig mange af os mistede vores job i luftfart under coronaepidemien. Vi troede, at flyvedrømmen var død. Men nu har vi fået en ny mulighed. Hoveddelen af os i bestyrelsen kommer fra SAS Scandinavia, mens andre kommer fra fx charterbranchen, som også blev hårdt ramt,” siger Karima Nathalie Larsen, der selv mistede jobbet i SAS Scandinavia under coronakrisen.

“Alt er stadig nyt i SAS Connect, men vi har allerede nu et stærkt fællesskab og en stor tro på fremtiden. Vi ønsker at være med til at lave en rigtig god arbejdsplads med gode arbejdsvilkår og et godt samarbejde med ledelsen,” siger Karima Nathalie Larsen, der tidligere har repræsenteret de kabineansatte i Air Nostrum, der mellem 2016 til 2020 var underleverandør til SAS.

Faglig repræsentation på plads

SAS Connect er et nyetableret SAS-selskab, som benytter flytypen Airbus A320. De første flyvninger fra basen i Danmark begyndte i februar i år.

Et af de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer i SAS Connects kabineforening er Anders Rømer, der har en baggrund hos Jettime. Han fortæller, at der er en god holdånd i SAS Connect.

“Der er en god stemning og et godt engagement ude på linjen, og ved stiftelsen af SAS Connect Cabin Union har vi nu også den faglige repræsentation på plads”, siger Anders Rømer.

Vigtigt med bred repræsentation i bestyrelse

Karima Nathalie Larsen fortæller, at det er vigtigt for den nye forening, at alle medlemmer føler sig repræsenteret i foreningens arbejde.

”Vi synes, at det er vigtigt med en bred repræsentation, og at vi også har svenskere og nordmænd i bestyrelsen, så vi har mulighed for at være til stede ude på basen og på linjen, så medlemmerne kan mærke os,” siger Karima Nathalie Larsen

Karima Nathalie Larsen håber på et stærkt samarbejde med SAS Connects pilotforening, der blev stiftet i marts, og med de tillidsvalgte i SAS Link, Xfly og Cityjet, der også flyver i SAS-uniform.

”Vi har et godt samarbejde med de andre foreninger i FPU, og nu, hvor vi er etableret som forening, vil vi indgå i dialog med ledelsen. Vi tror på, at vi kan få en rigtig god base,” siger Karima Nathalie Larsen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev