Greybird-konflikt: AFIS-operatører varsler sympatistrejke

AFIS-operatører i alle kommunale lufthavne og på kommunale flyvepladser begynder i næste måned en sympatistrejke mod flyveskolen Greybird.

AFIS-operatører i en række kommunale lufthavne har varslet sympatistrejke mod pilotskolen Greybird. Greybird ligger i øjeblikket i konflikt med skolens instruktører, der har strejket siden 1. marts, efter at det ikke lykkedes at få en overenskomst på plads.

”Vores medlemmer, som er ansat hos Greybird, har organiseret sig og ønsker at få en overenskomst, men det var desværre ikke muligt at nå til enighed med ledelsen, og vi måtte derfor igangsætte en konflikt,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union, der har stået i spidsen af forhandlingerne på vegne af instruktørgruppen.

”Nu har konflikten varet i fire uger, og vi har stadig ikke haft et gennembrud. Derfor bliver vi nødt til at bruge et af vores andre værktøjer, nemlig sympatistrejken. Nu får instruktørerne vigtig opbakning fra AFIS-operatørerne, og det betyder meget, at vores medlemmer støtter hinanden på den måde,” siger Anders Mark Jensen.

Sympatistrejke i lufthavne og på flyvepladser fra 4. maj

De kommunale lufthavne, hvor AFIS-operatører vil sympatistrejke, tæller lufthavnene i Esbjerg, Odense, Sindal, Stauning, Sønderborg og Vamdrup. Herudover vil der også være sympatistrejke fra AFIS-operatører på en række mindre flyvepladser.

Sympatistrejken medfører, at Greybirds fly ikke kan få flyveinformationstjeneste, og at AFIS-operatørerne ikke kommer til at betjene Greybird-fly.

”Vi håber selvfølgelig, at Greybirds ledelse inden da vil være villige til at forhandle, inden sympatistrejken går i gang, så vi kan få en overenskomst på plads. Instruktørerne i Greybird har ikke været organiseret tidligere, og de har ikke haft en overenskomst. De har stået sammen i denne konflikt, og de fortjener i den grad, at der bliver fundet en løsning, så de kan komme tilbage og arbejde under gode, overenskomstdækkede forhold,” siger Anders Mark Jensen.  

Sympatistrejken vil gå i gang den 4. maj.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev