FPU: Norwegian forsøger at true sig til permanente forringelser af danske jobs

Norwegian forsøger at true sig til permanente forringelser af alle selskabets piloter og kabineansatte. Det fortæller FPU-formand Thilde Waast om de netop afsluttede forhandlinger om masseafskedigelser.

Acceptér permanente forringelser af jeres job, eller I bliver erstattet af billigere spansk arbejdskraft.

Det var Norwegians budskab under forhandlingerne om masseafskedigelser for selskabets base i København.

Det fortæller FPUs formand, Thilde Waast, der sammen med Norwegians pilot- og kabineforening har kæmpet for at forhindre afskedigelserne.

”Norwegian startede med at annoncere, at de ville fyre over 100 ansatte, og at de ville bruge spansk crew til at udføre arbejde fra basen i København. Hvis vi ville undgå afskedigelserne, skulle de ansatte acceptere en pakkeløsning, der tvang alle piloter og kabineansatte til at gå på deltid om vinteren og dermed acceptere en lønnedgang. Det er en klokkeklar trussel,” siger Thilde Waast.

“Hvis det her handlede om økonomi, kunne selskabets ledelse gå forrest og gå på deltid hen over vinteren. Vi har en klar opfattelse af, at selskabet på forhånd havde besluttet sig for, at de ville afskedige piloter og kabineansatte i København og erstatte dem med spansk crew.”

FPU: Vi har foreslået frivillige løsninger

Norwegian informerede mandag aften sine medarbejdere om, at forhandlingerne om masseafskedigelser var afsluttet, og at selskabet vil opsige 123 piloter og kabineansatte på basen i København.

Thilde Waast kalder selskabets tilgang kynisk over for de ansatte.

”Vi har haft rigtig mange forslag med til forhandlingerne. Vi har foreslået individuelle og frivillige løsninger, for eksempel frivillige fratrædelser og muligheden for frivilligt at søge deltid. Vi har været klar til at finde løsninger, men vi vil ikke acceptere permanente forringelser af vores medlemmers jobs,” siger Thilde Waast.

”De fleste danskere kan nok sætte sig ind i, hvordan de ville have det, hvis de hvert år blev tvunget til at gå på deltid i tre måneder og gå ned i løn. Det er i forvejen svært at opretholde en god balance mellem privat- og arbejdsliv på grund af skiftende og lange vagter. Og så beder selskabet om, at de går ned i løn oveni, hvis de vil beholde deres job,” siger Thilde Waast.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev