Konflikt afværget i sidste øjeblik: FPU sikrer lønforhøjelse til Air Greenlands kabinepersonale

FPU og Air Greenland er nået til enighed om en ny overenskomstaftale for selskabets kabineansatte. Det sker, kort inden en strejke skulle være igangsat.

FPU og Air Greenland har indgået en overenskomstaftale for de kabineansatte i Air Greenland. Aftalen kommer efter 29 timers uafbrudte forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Selskabets kabineansatte stod til at igangsætte en strejke fredag den 2. december, hvis ikke en aftale kom på plads.

”Vi er glade for, at det er lykkedes at få en fornuftig aftale på plads for vores medlemmer. Vi har blandt andet sikret, at de kabineansatte i Air Greenland får en pæn lønforhøjelse, og vi har fået gennemført, at medlemmerne får en bedre beskyttelse af deres frihed og arbejdstid,” siger Anders Mark Jensen, næstformand for FPU.

Han fortæller, at Air Greenland og FPU også er blevet enige om, at det fremover vil være muligt for de kabineansatte at vælge en kønsneutral uniform.

Stolt af lokal kabineforening

Den nye aftale gælder fire år og skal først godkendes af medlemmerne i den lokale kabineforening i Air Greenland (ACU), inden den formelt kan træde i kraft.

Bestyrelsen i ACU deltog sammen med Anders Mark Jensen i forhandlingerne med selskabet.  

”ACUs bestyrelse har gjort et kæmpe stykke arbejde. Jeg er stolt af, hvor langt de er gået for at kæmpe for bedre forhold for de kabineansatte i Air Greenland. Nu skal vi præsentere aftalen for medlemmerne, der som altid har det sidste ord,” siger Anders Mark Jensen.

Hvis de kabineansatte accepterer den nye aftale, vil overenskomsten gælde fra 1. januar 2022, hvor den gamle overenskomst udløb. Den nye overenskomst dækker dermed hele 2022.

”Jeg er glad for, at det ser ud til, at vores medlemmer og selskabet har fundet hinanden, og jeg glæder mig over, at forhandlinger er foregået i en god og positiv tone. Nu kommer der forhåbentlig ro på efter et års usikkerhed for vores medlemmer, og jeg er meget tilfreds med, at vores medlemmer får en overenskomst, der afspejler den ekstraordinære indsats, de har ydet de seneste år,” siger Anders Mark Jensen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev