Fagforeningen FPU har i dag ekskluderet fire medlemmer, fordi de har taget arbejde i flyselskabet North Flying, som organisationen har en aktiv blokade imod. Det betyder, at de fire piloter og nu tidligere medlemmer står uden for Danmarks største fagfællesskab i luftfart.
Siden det nordjyske flyselskab North Flying i august løsrev sig overenskomsten med fagforeningen FPU og fyrede alle de piloter, der var organiserede i foreningen, har FPU haft en aktiv blokade mod selskabet. Blokadens omfang og betydning er tidligere blevet beskrevet her i Fagbladet Luftfart.
Det stod således klart for alle FPU-medlemmer, at det ville være i strid med fagforeningens vedtægter, hvis man på trods af blokaden valgte at tage arbejde som pilot i North Flying. Alligevel har fire piloter taget arbejde i selskabet, hvorfor en enig hovedbestyrelse i FPU har ekskluderet de nu tidligere medlemmer med øjeblikkelig virkning.
”At tage arbejde i North Flying på trods af vores blokade er først og fremmest en decideret hån mod de kollegaer, der for bare to måneder siden tog en principiel og faglig kamp for vilkårene i selskabet. De medlemmer sidder nu på dagpenge eller kigger efter arbejde i udlandet, mens de her fire piloter flyver rundt for North Flying på uacceptable vilkår. Det er et utilgiveligt tillidsbrud, og så er det hamrende ukollegialt. Derfor så hovedbestyrelsen ingen anden udvej end at ekskludere alle fire piloter,” siger Thilde Waast, formand i FPU.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi er kommet hertil, for vi kæmper nu engang for at organisere hele branchen og for at forbedre forholdene for alle ansatte. Men hellere det her end at have medlemmer, der går direkte imod både organisationens og branchens bedste ved at bryde en aktiv blokade.”
En eksklusion fra FPU betyder, at medlemskabet af fagforeningen ophører straks, og at alle fagretlige sager på medlemmets vegne bliver droppet. Det ekskluderede medlem kan ikke længere få adgang til FPUs juridiske eller faglige ressourcer, ligesom medlemmet ikke længere er en del af Danmarks største fagfællesskab for piloter og kabineansatte.
”Vi stopper aldrig med at kæmpe for bedre forhold i branchen, heller ikke i North Flying, men der er ingen hjælp eller sikkerhed til de piloter, der aktivt går imod foreningens interesser. Der er tale om fire piloter, der ikke skænker en tanke til de mennesker, der kæmpede og mistede alt for at forbedre vilkårene i selskabet,” siger Thilde Waast.
Værdisæt harmonerer ikke
Det er første gang i mere end 10 år, at FPU ekskluderer et eller flere medlemmer. Men selvom vedtægterne omkring eksklusion kun meget sjældent bliver støvet af, så er bestemmelserne tydelige.
Ifølge vedtægterne kan medlemmer, der udfører konfliktramt arbejde, arbejder som strejkebryder eller på anden måde modarbejder FPU eller fagbevægelsens formål, blive ekskluderet. I sidste ende er det op til hovedbestyrelsen at afgøre, om et medlem skal ekskluderes eller ej.
”Hovedbestyrelsen var aldrig i tvivl om, hvis side vi havde lyst til at være på, og hvilket ansvar vi skulle påtage os. Det harmonerer kort sagt ikke at organisere medlemmer, der på den her måde modarbejder vores formål, når resten af FPU kæmper for de medlemmer, der blev fyret af selvsamme virksomhed for få måneder siden.”
”Værdierne hos de piloter, der nu skal arbejde for North Flying, stemmer tydeligvis ikke overens med de værdier, vi har som organisation. Fællesskab, ordentlighed og faglig stolthed er det sidste, de har udvist i den her situation,” siger Thilde Waast.
Det står beskrevet i FPUs vedtægter, at enhver person, der tidligere er blevet ekskluderet af FPU, kan nægtes optagelse, hvis personen måtte ansøge om medlemskab igen en dag. En vedtægtsbestemmelse man kender fra flere andre forbund i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Skulle et af de ekskluderede medlemmer en dag søge om medlemskab, vil det være op til hovedbestyrelsen at foretage en individuel vurdering om godkendelsen af medlemskabet.