Driftsdirektør Simon Pauck Hansen forlader SAS

Driftsdirektør Simon Pauck Hansen, der har været en central del af implementeringen af SAS Forward-planen, stopper i SAS ved udgangen af januar. Siden Anko van der Werff tiltrådte, er både finansdirektør, kommerciel direktør og driftsdirektør i SAS nu skiftet ud.

Simon Pauck Hansen, der er Executive Vice President og Chief Operating Officer i SAS, har besluttet at forlade SAS ved udgangen af januar 2023.

Simon Pauck Hansen har spillet en nøglerolle i implementeringen af den spareplan, SAS Forward, der skal få SAS på ret kurs.

”De sidste tre år har krævet betydelige forandringer for alle i SAS, men jeg er overbevist om, at der nu venter en lysere fremtid forude. Tiden er dog inde til, at jeg overlader tøjlerne. SAS vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og det har været en meget svær beslutning at tage,” siger Simon Pauck Hansen.

‘Stort tab for SAS’

Ifølge Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker i Sydbank, er Simon Pauck Hansens opsigelse et stort tab for SAS.

”Selvfølgelig er det her uomtvisteligt et stort tab for SAS. De har en topchef og en finansdirektør, der ikke har været der særlig længe, og de har suget meget på Simon Paucks viden om SAS, der er en kompleks organisation. Det er en mand meget stærke kompetencer i luftfarten, som man siger farvel til,” siger Jacob Pedersen til Berlingske.

Ifølge Børsen har SAS siden Anko van der Werffs tiltræden i sommeren 2021 nu skiftet både finansdirektør, kommerciel direktør og driftsdirektør ud.

“Generelt er det sådan, at når en ny topchef sætter retningen, så skifter han også ud, hvis ikke alle er 100 pct. enige i retningen. Men i Simon Paucks tilfælde, så er der ikke tvivl om, at han godt kunne være blevet. Jeg tror, at det er den mentale træthed overfor opgaven, der fylder mere,” siger Jacob Pedersen til Børsen.

Ingen danskere i SAS’ koncernledelse

Simon Pauck Hansen startede i SAS som trainee for 26 år siden, og bortset fra fire et halvt år hos Spanair har han været i SAS siden.

Simon Pauck Hansens afgang betyder, at der ikke længere er danskere i SAS’ koncernledelse. Ifølge SAS’ bestyrelsesformand vil de ikke bevidst gå efter en dansker under rekrutteringen af Simon Pauck Hansens afløser.

“Man skal aldrig sige aldrig, men det kommer ikke til at blive et særskilt krav, at vi skal finde en dansk afløser. Vi skal alene kigge på kvalifikationer. Luftfart er internationalt, og ansættelsen af Anko van der Werff har i den grad understreget, at det ikke er spor dumt med et internationalt ledelsesteam,” siger Carsten Dilling til Børsen.

Carsten Dilling oplyser, at der kan gå mellem tre måneder og et år, før de finder en afløser.

“Det vigtigste er at finde de rigtige kompetencer og en person, der kan følge med til Anko van der Werffs meget høje arbejdstempo,” siger Carsten Dilling til Børsen.

Mikael Wångdahl, der er vicepræsident i SAS Link og External Production, bliver i mellemtiden fungerende Chief Operating Officer.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev