Overblik: Skal der flere eller færre afgifter på flyrejser?

Fagbladet Luftfart har spurgt samtlige partier i Danmark, Grønland og Færøerne om deres holdninger til luftfart. Her kommer en oversigt over de partier, som har svaret på, om der skal flere eller færre afgifter på flyrejser.

Alternativet – Christina Olumeko:

“Der skal flere afgifter, så prisen afspejler forureningen. Det er kun fair.”

Demokraatit – Patrick Abrahamsen:

“Hvis man laver afgift på flyrejser, og indtægten skal gå til et specifikt formål, så bør det formål være at gøre luftfarten mere sikker eller bedre.”

Danmarsdemokraterne – Kenneth Petersen:

“Der skal færre afgifter på flyrejser. Vi er stærke modstandere af regeringens flyafgift, fordi den både gør det dyrere at være dansker og svækker dansk luftfarts konkurrenceevne.”

Moderaterne – Peter Have:

“Det skal ikke blive dyrere at være dansker. Så vi regner bestemt ikke med, at vi vil være med til at øge udgifterne på flyrejser.”

Liberal Alliance – Jens Meilvang:

“Liberal Alliance er generelt skeptisk over for nye afgifter på flyrejser. Ekstra afgifter risikerer primært at gøre det dyrere at rejse for danskerne uden nødvendigvis at reducere udledningerne globalt. I stedet bør fokus være på innovation, udvikling af grønne brændstoffer og bedre teknologi.”

Folketingsvalg '26 

Fagbladet Luftfart har stillet de samme fem spørgsmål om luftfart til alle opstillingsberettigede partier i Danmark, Grønland og Færøerne.

Nogle er ikke vendt tilbage, mens Socialdemokratiet har takket nej til at medvirke.

Det Konservative Folkeparti – Frederik Bloch Münster:

“I Danmark skal vi reducere vores udledninger på en ansvarlig måde.

I Det Konservative Folkeparti er vi aldrig glade for flere afgifter og højere skatter, og hvis der skal afgifter på flyrejser, så skal pengene blive i sektoren til fx grøn omstilling af flytrafikken. Vi forlod forhandlingerne om den nuværende afgift tilbage i 2023, fordi regeringen ønskede at bruge provenuet til ældrechecken. Det mener vi var helt forkert.”

Framsókn – Bjarni K. Petersen:

“Som udgangspunkt skal flyrejser være så billige som muligt. Derfor skal afgifter holdes nede på et minimum, og skal som udgangspunkt kun finansiere flysikkerhed og overvågning af flytrafikken.”

Siumut – Ane Lone Bagger:

“Grønland er afhængig af fly, der findes næsten ingen alternativer til flyrejser mellem Grønland og Danmark. Derfor rammer afgifter befolkningen hårdere, og befolkningen skal ikke betale højere afgift når de rejser til og fra Danmark.

Når det så er sagt, kan man diskutere, om der skal særskilt afgift for ikke hjemmeboende flyrejsende. Turistafgift skal være med til at betale for infrastrukturen, turister bruger lufthavne, veje, redningstjenester osv. Turistafgift kan også give penge til at beskytte miljøet og reparere natur, der bliver slidt af turisme. Så det ikke kun er de lokale, der betaler.”

Venstre – Peter Juel-Jensen:

“I Venstre vil vi gøre det billigere at være dansker. Så vi er altid klar til at se på, om der er afgifter, vi med fordel kan fjerne.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev