Nu ligger OK25-resultatet klar – høj stemmeprocent blandt FPU’ere

Med en stemmeprocent på 74% for FPUs lokalforeninger er OK25 nu stemt igennem. Trods 1. marts-overenskomstens faste rammer er aftalerne fornuftige, mener FPU-formand Thilde Waast: ”Jeg er glad for, at vi sammen med kabinen i CityJet har sikret os medlemsfordele i form af fire ekstra fridage.”

I dag blev OK25, det såkaldte 1. marts-forlig, stemt igennem. 82,5% af FH-forbundenes medlemmer har sagt ja til den treårige aftale, og i alt har 850.000 danske lønmodtagere haft mulighed for at stemme.

I Flyvebranchens Personale Union ligger de fleste overenskomster udenfor 1. marts-forliget, men CityJets piloter (CPU) og kabinepersonale (CCU) samt West Atlantics piloter (WAPA) er omfattet.

Rammerne for forhandlingerne med flyselskaberne er sat af Industri- og Transportforligene indgået af CO-Industri anført af Dansk Metal, 3F og Dansk Industri. De store forlig tilgodeser således ikke specifikke fagområder som luftfart.

Medlemsfordele eller ej

Formand for FPU, Thilde Waast, forhandlede sammen med CityJets lokalforeninger i begyndelsen af marts i Dansk Industri.

”I overenskomster udenfor 1. marts er der mere frihed til at forhandle de rette arbejdsvilkår og tiltag på plads for både ansatte og selskaberne. Når det så er sagt, har vi i år haft en god proces med CityJets ledelse om at finde fornuftige løsninger,” siger hun.

”Det, vi oplever i fagbevægelsen, er, at medlemmerne ønsker flere medlemsfordele. Desværre ser vi, at der i generalistforbund såsom Dansk Metal er en modstand mod at indføre fordele for medlemmer. Alligevel lykkedes det i vores forhandlinger, og jeg er glad for, at vi sammen med kabinen i CityJet har sikret os medlemsfordele i form af fire ekstra fridage for CCU’ere i en lokalaftale.”

Højere end det generelle arbejdsmarked

Sammenlignet med det brede arbejdsmarked er stemmeprocenten for lokalforeningerne i FPU højt. Gennemsnittet for CPU, CCU og WAPA ligger på hele 74%, hvilket er 16 procentpoint højere end det generelle arbejdsmarkeds valgdeltagelse.

56,6% af FPU-medlemmer har stemt ja til OK25, mens 43,4% stemte nej.

Alle stemmerne fra CPU, CCU og WAPA indgår i det generelle valgresultat for de 850.000 lønmodtagere. Det vil sige, at stemmerne udgør en meget lille del af det samlede resultat.

Hvis OK25 ikke var blevet stemt igennem, ville der udbryde storkonflikt, hvor samtlige lønmodtagere omfattet af 1. marts-forliget skulle strejke. Det er dog ikke sket siden 1998.

Læs mere om OK25 her

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev