Ny treårig aftale om overenskomst er forhandlet på plads for kabinen i CityJet. Det betyder, at kabineansatte blandt andet får en ny og forbedret lønskala, forhøjelse af standby-tillæg på outstation og mere pension. Og så får medlemmer af CityJet Cabin Union (CCU) fire ekstra fridage
Efter intense forhandlinger ligger en ny aftale om overenskomst for kabinen i CityJet nu klar. Aftalen vil løbe tre år.
”Det er første gang siden 2015, at vi har indgået en overenskomstaftale specifikt for CityJets kabine. Tidligere har man taget Transportforliget,” siger formand for CCU Robert Hoffmeier, som havde sin næstformand Lasse Holm Hansen med til forhandlingerne i Dansk Industri.
”Vi havde nogle klare ønsker fra vores medlemmer, fx fire ekstra fridage og en mere moderne lønskala, og vi er glade for, at vi fik forhandlet det på plads.”
For CCU-medlemmer betyder den nye aftale:
• Fire ekstra fridage gennem lokalaftale – kun for CCU-medlemmer
• Ny lønskala med både højere og lavere løntrin, som skal være med til at fastholde de ansatte
• Øget supervisor-tillæg
• En procent mere i pension fra den 1. november 2025 og øget fritvalgsordning
• Højere standby-tillæg på outstation
• En ny seniorordning
• Nyt vederlag til arbejdsmiljørepræsentanten
Skræddersyet overenskomst til kabineansatte
Forhandlingerne med selskabet var konstruktive og løsningsorienterede, fortæller Robert Hoffmeier:
”I alle vores overvejelser og ændringsforslag har vi været fleksible, ansvarlige og realistiske. Og så er vi utroligt glade for at have Thilde Waast og FPU med ved forhandlingsbordet. Det er en kæmpe støtte.”
HR-direktør i CityJet, Konstantinos Bitsiaras, kalder aftalen for balanceret og skræddersyet til kabineansatte.
”Vi har samarbejdet om at designe løsninger, som er kreative og progressive. Det havde ikke været muligt uden den konstruktive dialog samt engagement og professionalisme fra alle dem, der var involverede i forhandlingerne,” siger han.
Også FPU-formand Thilde Waast er tilfreds med resultatet.
”Vi fik nogle virkeligt centrale ændringer igennem i et godt samarbejde med vores fantastiske tillidsvalgte,” siger hun.
Den nye aftale skal til afstemning hos CCU-medlemmer i april.
