Jettimes piloter indgår ny overenskomst. ”Vi har fået væsentlige forbedringer”

De omkring 130 piloter i Jettime kan glæde sig over bedre løn- og fritidsforhold. Formand for piloternes lokalforening, Brian Nørholm Rasmussen, kalder den nyligt indgåede overenskomst for ”tiltrængt”.

Når piloter i Jettime fremover tager chocks off, bliver det med mere i løn og et forbedret fritidssystem. Det står klart med den overenskomst, som piloterne og Jettime indgik kort før årsskiftet. 

“Overenskomsten er fornuftig og justerer på nogle vigtige løn- og fritidsforhold, hvor vi har fået væsentlige forbedringer. Det har været tiltrængt,” siger formand for piloternes lokalforening, Brian Nørholm Rasmussen.

Den forrige overenskomst blev forhandlet lige inden coronanedlukningen. For at hjælpe selskabet med opstarten efter pandemien har piloterne haft særaftaler, hvilket medvirkede til, at den oprindelige overenskomst kun i begrænset omfang blev anvendt.

Men flybranchen er kommet stærkere tilbage, end man kunne have forventet, fortæller Brian Nørholm Rasmussen. Det har betydet, at der i dag er rift om piloterne, og at det derfor var på tide, at løn- og fritidsforhold blev opdateret.

Overenskomstens længde sikrer nye forhandlinger og flere justeringer

Overenskomsten varer til udgangen af oktober 2026, hvilket har været en prioritet for piloterne i Jettime.  

”I et dynamisk marked, hvor vi har oplevet inflation og reallønsnedgang, ønskede vi at sikre, at vi om to år igen kan se på, om nogle af forholdene skal justeres yderligere. Vi mener, at den rette balance er fundet,” siger Brian Nørholm Rasmussen, der undervejs i forhandlingerne har modtaget råd, sparring og vejledning fra FPU.

”FPU er vores bagland, og den støtte, vi har fået, har uden tvivl været en stor hjælp,” siger han.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev