Sunclass-piloter lander ny overenskomst: ”Vi har styrket piloternes vilkår”

Piloter i Sunclass får i deres nye overenskomst nogle nødvendige opdateringer, når det kommer til løn, fritid og barsel. ”Vi har styrket rettighederne for vores medlemmer,” siger formand for lokalforeningen Ken Petersen.

169 Sunclass-piloter har ved årsskiftet indgået overenskomst, som sikrer en forbedret lønstruktur, fritid og en mere moderne graviditets- og barselsordning.

Det fortæller formand for lokalforeningen Ken Petersen.

”Vi er glade for at have forhandlet os frem til løn- og arbejdsforhold, som styrker piloternes arbejdsvilkår og kan være med til at fastholde og tiltrække flere piloter til Sunclass. I overenskomsten er der kommet nogle nødvendige opdateringer på flere forskellige områder, som afspejler moderne krav og forventninger,” siger han og tilføjer, at teamet bag forhandlingerne er tilfredse med indsatsen.

Balancen mellem arbejde og privatliv for piloter kan godt være svær at navigere i, særligt når man får børn, fortæller lokalformanden. Derfor var det nødvendigt, at barselsreglerne skulle gøres mere nutidige.

”Med den nye overenskomst har vi sammen med arbejdsgiver styrket rettighederne for vores medlemmer, som bliver forældre. Det var en prioritet,” siger Ken Petersen. 

Godt samarbejde sikrer konkurrencedygtige vilkår for piloter

Overenskomsten strækker sig til marts 2027 og gælder for FPU-medlemmer i Danmark, Norge og Finland. Men dem er der også mange af i Sunclass – hele 100% af piloterne er organiserede og sammenholdet er solidt, fortæller Ken Petersen. De svenske piloter i Sunclass forhandler deres overenskomst i foråret. 

For Ken Petersen har det været vigtigt at have FPU med i maskinrummet – både i en rådgivende rolle og ved forhandlingsbordet.

”Overenskomstforhandlingerne er kommet på plads i tæt og godt samarbejde mellem lokalforeningen og FPU, og på den måde har vi sammen været med til at sørge for konkurrencedygtige vilkår for vores piloter,” siger han.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev