FPU-formand om fyringer i DAT: ”Selskabet forsøger at presse piloter og kabineansatte til at arbejde deltid.”

DAT prøver at presse piloter og kabineansatte til at acceptere forringede arbejdsvilkår. Sådan lyder det fra FPUs formand Thilde Waast, efter at DAT har fyret 39 piloter og kabineansatte under overenskomstforhandlinger.

Det danske flyselskab DAT har opsagt 28 kabineansatte og 11 piloter midt under overenskomstforhandlingerne med selskabets piloter og kabineansatte. Opsigelserne kommer, samtidig med at selskabet beder sine ansatte om at acceptere en deltidsordning.

DATs handlinger møder stærk kritik fra piloternes og de kabineansattes fagforening, FPU, der mener, at DAT forsøger at presse medarbejderne til at acceptere dårligere arbejdsvilkår.

”Vi kan ikke tolke det på andre måder, end at selskabet vil påvirke medarbejderne og presse de opsagte over på deltidsordningen med forringede lønvilkår. Sådan en arbejdsgang hører ikke hjemme på det danske arbejdsmarked,” siger Thilde Waast, formand for FPU

Deltidsordningen er på 77 procents arbejdstid, og det betyder, blandt andet at en kabineansat med under et års anciennitet vil få udbetalt mindre end dagpengesatsen for en fuldtidsansat.

DAT kompromitterer overenskomstforhandlinger

DAT har oplyst, at fyringerne skyldes, at DAT ønsker at være på forkant i en tid, hvor luftfarten bliver påvirket af stigende brændstofpriser og CO2-afgifter i 2023. Det skriver TV2 Syd.

Men ifølge Thilde Waast er det dybt problematisk, at både fyringer og tilbud om deltidsarbejde kommer midt under overenskomstforhandlingerne.

”DAT kompromitterer de igangværende overenskomstforhandlinger ved at opsige 39 dygtige medarbejdere i kabinen og cockpittet. DAT ved, at vores medlemmer er passionerede mennesker, der elsker deres job og liv i luften. De vil gøre meget for at forblive i job og være en del af en stærk kultur i luftrummet. Det er ikke i orden at stille sine medarbejdere i et ultimatum, der hedder opsigelse eller løn under dagpengesatsen,” siger Thilde Waast.

DAT-ansatte har været solidariske

DAT var i økonomiske problemer, allerede inden corona-krisen ramte, og medarbejdere og ledelse måtte i 2019 forhandle et protokollat på plads, der betød både lønnedgang og forværring af vilkår for de ansatte.

I foråret 2022 forhandlede de lokale pilot- og kabineforeninger sig frem til, at de fik deres gamle overenskomster tilbage. Både selskab og foreninger var enige om, at overenskomsten kun skulle løbe til september i år.

”Både piloter og kabineansatte har taget deres del af slæbet ved at acceptere midlertidige lønnedgange i solidaritet med selskabet og for at redde kollegaer. Medarbejderne har været samvittighedsfulde og samarbejdsvillige gennem de seneste mange år. Derfor er det helt urimeligt, at de nu får en opsigelse som tak,” siger Thilde Waast.

”Vi er nu i fuld gang med at arbejde sammen med pilot- og kabineforeningerne i DAT for at finde mulige løsninger for både de opsagte medarbejdere og de tilbageværende medarbejdere. Ingen skal føle sig presset til at indgå aftaler om deltidsordninger.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev