I anledningen af Arbejdernes internationale kampdag kaster Thilde Waast, formand for FPU, lys over nogle af luftfartens største udfordringer. Læs her, hvor fagforeningen for piloter og kabineansatte vil sætte ind for at forbedre arbejdsvilkårene i dansk luftfart.
Debatindlæg af Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU)
Lad det være sagt med det samme: 1. maj og Arbejdernes internationale kampdag har – som så mange andre mærke- og helligdage – aldrig rigtig vundet indpas i luftfart.
Flyene skal nu engang i luften uanset kalenderdagen, og det er ikke passende for en pilot eller kabineansat at marchere gennem sæderækkerne med røde faner og kampsang. Selvom det kunne være noget af et særsyn. Men det hører sig ikke rigtig til med vores uniformer og den service, vi ønsker at levere til passagererne.
FPU holder ikke lukket 1. maj for at deltage i arrangementer rundt i hele landet. Det skyldes nu ikke, at vi mangler sager at kæmpe for og råbe op om.
Derfor vil jeg gerne gribe anledningen til at kigge på nogle af de udfordringer, som vi stadigvæk slås med. I fællesskab kan vi gøre op med nogle af de uretfærdigheder og dårlige vilkår, som vi oplever. Ikke bare i dag, 1. maj, men på alle årets 365 dage.
De fleste af mine sager står formodentlig ikke i talepapirerne hos diverse politikere og debattører til 1. maj-arrangementer i det ganske land. Hvis I, der taler, læser med her, er I meget velkomne til at blive inspireret og tage del i kampen.
Fagre nye verden
En af de største udfordringer for de ansatte i luftfart er myndighedernes manglende afklaring, når det gælder grænseoverskridende arbejdstagere. Misforstå mig ikke: En rimelig stor del af luftfart handler om at krydse statsgrænser. Vi kan levere den hurtigste og letteste transport fra A til B, og det er derfor, vi spiler så stor en rolle i samfundet. Det er jeg udmærket klar over.
Vi lever af, at mennesker kan besøge og arbejde i flere lande. Og det samme er naturligvis tilfældet inden for vores egne rækker. Men hvilket lands regler gælder, når du står op i ét land, arbejder i et andet, bemander et fly, der er registreret i et tredje, og går i seng i et fjerde?
Vi ser de vildeste eksempler på arbejdstagere i luftfart, der bliver involveret i det mest kludrede spil mikado, hvor hverken myndigheder, organisationer eller måske endda selskaber kan se, hvor arbejdstageren egentlig hører til. Og så længe der ikke findes tydelige regler og en fælles afklaring, kan de ansatte – danske så vel som internationale – ikke få den sikkerhed i deres arbejdsliv, som de bør og skal.
Vi bakser også med et andet problem, som den fagre nye verden har kastet af sig. Fænomenet ”falske selvstændige” stammer fra de digitale platforme, byggebranchen og ”deleøkonomien”, der blandt andet efterlader Wolt-buddet på en cykel uden gear, rettigheder og det livsnødvendige sikkerhedsnet. Uden en ordentlig timeløn, og jeg kunne blive ved. Til gengæld har pizzabuddet et glinsende CVR-nummer som bevis for sin ”selvstændighed”.
Virksomheder kan udnytte og behandle deres ansatte som om, at den enkelte medarbejder driver et firma, der velvilligt og indforstået løser en opgave, der godt nok skal udføres under vanvittigt urimelige krav. Vi ser desværre, at diverse luftfartsselskaber bliver mere og mere lune på konceptet.
Hvis et luftfartsselskab slipper af sted med den manøvre, har eksempelvis den ”selvstændige” pilot ikke krav på hverken pension, løn under sygdom, forsikringer eller social sikring, og vedkommende kan blive bedt om at udføre hvilket som helst arbejde, på hvilken som helst base, i hvilket som helst land.
Det er ikke kun en uværdig og grov udnyttelse af den enkelte medarbejder. Potentielt set er det også et brud på sikkerhedsforanstaltningerne i luftfart. Bliver der ikke gjort op med denne uskik, risikerer vi et lovløst arbejdsmarked med enorme konsekvenser for de ansatte. Det vil også sætte en direkte højre til vores ellers så gode omdømme, når det gælder sikker og stabil transport.
Et sidste kig i krystalkuglen og virksomhedernes idérige besparelseskatalog afslører idéen om single-pilot-operations. At ét fly sagtens kan betjenes af én pilot. Bare det at skrive om det, får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.
Jeg advarer på det kraftigste – ligesom IFALPA (Den internationale pilotorganisation) – mod at luftfartsselskaber lader sig lulle ind i denne farlige leg. Flyene og sikkerhedsprocedurerne er udviklet til, at to kvalificerede piloter har kontrol over flyet under hele rejsen. Vi kan ikke tåle at skære yderligere på mandskabet i cockpittet, og FPU vil tale med store bogstaver over for alle lovgivere, der overvejer at tillade sådan en manøvre.
For selvom luftfart er en hypermobil branche, hvor vi alle sammen er vant til at omstille os, så slår jeg ganske enkelt et slag for, at omstillingen ikke bliver på bekostning af men i fællesskab med de ansatte. Og de ansatte er ikke i tvivl: single-pilot-operations vil udgøre en kæmpe sikkerhedsrisiko for ansatte og passagerer.
Fokus på familien
En af de vigtigste ressourcer i en travl og moderne hverdag er familielivet. Tiden sammen med partner, børn og venner, hvor man nyder friheden og dyrker ens interesser. Alligevel bruger mange af os flere og flere timer på arbejdet. Det kan gå hårdt ud over privat- og familielivet, og i luftfart lægger det et ekstra pres på børnefamilierne.
Når mor eller far tager på arbejde i udlandet eller er væk hjemmefra i flere dage i træk, er det svært at være ordentligt investeret i børnene. Og så kan selv et afbud til svigermors runde fødselsdag vælte læsset, for det er hverken første eller sidste gang, man ikke dukker op.
Vi har brug for bedre balance mellem familie- og arbejdsliv i luftfart og en klar skillelinje mellem det ene og det andet. Mere respekt om fritid og større beskyttelse fra uregelmæssige arbejdstider. Hvis vi lykkes med det, lykkes vi også med at forbedre timerne ombord på flyene.
Vi ser eksempelvis, at alt for mange kabineansatte ikke vender tilbage til arbejdet, når de først stifter familie. At livet i kabinen ikke kan harmonere med børnetilværelsen. Den landeplage vil vi gerne slukke for.
Derfor har vi blandt andet lanceret et barselsnetværk for kabineansatte, der skal samle de bedste erfaringer fra branchen, så vi kan nå dertil, at mødre i kabinen kan se en ligeså lys fremtid i luftfart som alle andre. At alle har lyst til at vende tilbage til arbejdet og de spændende oplevelser, der følger med. Den ambition kræver, at de grundlæggende rammer er på plads.
Vores fortsatte fokus på at forbedre barselsforholdene i alle overenskomster er derfor stadig essentielt. Både for mor, far, pilot og kabineansat. Det er med til at sikre en sund balance mellem arbejds- og familieliv.
Desværre findes der stadigvæk selskaber i dansk luftfart, der smyger sig uden om at tegne en overenskomst med ordentlige vilkår. Her er utrygge ansættelser uden socialt sikkerhedsnet blevet normalen for de ansatte. Retten til at organisere sig er forduftet, og det er ledelsen alene, der bestemmer spillereglerne.
Det danske helikopterselskab Bel Air er bare seneste skud på stammen over den slags fodslæbende selskaber. Et selskab som Bel Air lever højt på, at vi er mange, der elsker luftfart og vil gøre meget for at blive i branchen. Men vi lader dem ikke gøre det uden kamp. Vi kommer til at gå i haserne på dem, så længe de vil gøre forretning i Danmark. For vil de det, skal det ske på danske vilkår.
Med alt det på programmet, er der altså rigeligt at kæmpe for i luftrummet over Arbejdernes internationale kampdag. Så selvom du ikke er til smældende faner eller våde plæner, så håber jeg alligevel, at du vil være med til at tage kampen med os. Sammen kan vi ændre luftfart.
