Akutlægehelikopter: Klager forhindrer endelig underskrift på milliardkontrakt

Norsk Luftambulanse vandt i begyndelsen af januar kontrakten om at drive akutlægehelikopter i Danmark. Men nu har de to tabende parter klaget over beslutningen.

Kontrakten med Norsk Luftambulanse for at drive akutlægehelikopter i Danmark er ikke blevet underskrevet, som det oprindeligt var planlagt.

Danske Regioner kunne i januar annoncere, at Norsk Luftambulanse havde vundet den 10-årige kontrakt, men de to andre selskaber, der havde budt på opgaven, har nu klaget over tildelingen.

Det drejer sig om det franske helikopterselskab SAF og et skandinavisk konsortium bestående af Babcock Scandinavian Air Ambulance og KN Helicopters.

Klagenævn skal kigge på sagen

Ifølge Danske Regioner havde Norsk Luftambulanse afgivet det samlet set bedste tilbud vurderet ud fra kvalitet, driftssikkerhed og pris.

”Vi har haft fokus på driftssikkerhed, kvalitet og fortsat udvikling, og nu får vi et mere robust helikopterberedskab i en periode på mindst ti år til samme pris som nu. Det kan vi kun være tilfredse med,” sagde Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner, i forbindelse med offentliggørelsen af udbudsvinderen i januar.

Klagerne fra de to tabende parter betyder, at Klagenævnet for Udbud nu skal forholde sig til sagen. Klagenævnet har frem til den 23. februar 2023 til at beslutte, om klagerne skal have opsættende virkning på kontraktindgåelsen.

Opsættende virkning vil sige, at udbudsprocessen skal stoppes, og at Regionerne ikke må underskrive kontrakten med Norsk Luftambulanse, før klagenævnet har truffet endelig afgørelse i sagen.

Kontrakt i både udbud og genudbud

Oprindeligt vandt franske SAF kontrakten på at drive akutlægehelikopter i Danmark, men efter en klage over udbudsprocessen fra Norsk Luftambulanse i januar 2022 besluttede styregruppen for Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning at sende akutlægehelikopterne i genudbud.

Den 10-årige kontrakt rummer muligheden for forlængelse i op til yderligere fire år. Prisen, som Norsk Luftambulanse, har budt ind med, er 131 mio. kr. årligt, hvilket er på niveau med den nuværende kontrakt.

Regionernes nuværende kontrakt med Norsk Luftambulanse løber frem til november 2024.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev