Akutlægehelikopteren: Norsk Luftambulanse klager over Danske Regioners valg af fransk helikopterfirma

Norsk Luftambulanse, der i dag varetager driften af akutlægehelikopterne i Danmark, har klaget over, at Danske Regioner har valgt franske SAF til at stå for den fremtidige drift.

For to uger siden vandt det franske helikopterselskab SAF udbuddet om driften af de danske akutlægehelikoptere i en udbudsrunde.

Norsk Luftambulanse, der siden 2014 har stået for driften af de danske akutlægehelikoptere, har nu klaget over beslutningen. Det betyder, at underskriften på kontrakten mellem Danske Regioner og det franske helikopterselskab SAF er blevet udskudt i 30 dage.

Norsk Luftambulanse har ifølge Danske Regioner indgivet en klage, der både omfatter nogle af rammerne for udbudsprocessen og evalueringen af Norsk Luftambulanses tilbud.

Besparelse var afgørende

Ifølge Danske Regioner har de haft mange års godt samarbejde med Norsk Luftambulanse, og det er prisen, der er udslagsgivende for valget af SAF.

”Vi sparer 17 mio. kr. om året i forhold til den nuværende aftale. Det er en rigtig god nyhed, fordi det betyder, at vi kan få mere sundhed for pengene,” siger næstformand i Danske Regioner, Ulla Astman (S), i en pressemeddelelse.

Norsk Luftambulanse driver alle 13 lægehelikopterbaser i Norge samt de fire i Danmark, mens SAF har fløjet rednings- og akutlægehelikoptere i Frankrig siden 1979 og opererer 25 akutlægehelikoptere fordelt på 21 baser.

Udover SAF og Norsk Luftambulanse havde det svenske selskab Babcock også budt på opgaven.

FPU-medlemmer har gode vilkår hos Norsk Luftambulanse

Danmarks fire akutlægehelikoptere holder til på baserne i Skive, Billund, Ringsted og Saltum. De er bemandet 24 timer i døgnet året rundt og kan flyve til alle dele af landet.

Flyvebranchens Personale Union (FPU) har overenskomster med Norsk Luftambulanse, der dækker piloterne og HCM-redderne på de danske akutlægehelikoptere.

”Vi har sammen med vores tillidsvalgte haft et rigtig godt samarbejde med Norsk Luftambulanse om vores medlemmers vilkår. Vores medlemmer har været enormt tilfredse med den måde, som akutlægehelikopteren er blevet drevet på af Norsk Luftambulanse,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

”Selskabet har for eksempel været enormt lydhøre over for vores medlemmer, når de er er kommet med forslag til, hvordan man kan forbedre og skabe en endnu bedre luftambulance. Det har været med til at sikre et rigtig godt arbejdsmiljø. Nu er vi ved at undersøge forholdene i SAF, så vi kan sikre, at et leverandørskifte ikke betyder en forringelse af de eksisterende vilkår.”       

Senest den 12. januar 2022 skal Klagenævnet for Udbud vurdere, om gennemførelsen af kontrakten med SAF skal udskydes, indtil klagen er blevet behandlet.

Hvis klagen afvises, overtager SAF driften af akutlægehelikopterne den 1. oktober 2023.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev