AFIS-operatører stemmer ja til ny overenskomst

De offentligt ansatte i regioner og kommuner har netop stemt ja til en ny overenskomst. Det betyder, at FPUs eneste offentligt ansatte medlemsgruppe får ny overenskomst.

AFIS-operatører er kommunalt ansatte. Derfor er de som den eneste medlemsgruppe i FPU omfattet af de overenskomstforhandlinger (OK24), der netop er faldet på plads.

67 procent af AFIS-operatørerne stemte ja til den nye overenskomst.

”Vi er glade for den gode stemmedeltagelse, og at overenskomsten blev stemt hjem. Det blev dog et mindre overbevisende ’ja’ fra vores medlemmer end det store resultat,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

I gennemsnit var 87 procent af de afgivne stemmer fra de offentligt ansatte i kommunerne og regionerne et ja til de nye overenskomster.

Får midler til Loss of License-forsikring

AFIS-operatører giver information om trafik og vejrforhold i forbindelse med en bane, og FPUs AFIS-operatører arbejder for eksempel i de kommunale lufthavne i Esbjerg og Odense samt i en række mindre lufthavne og på flyvepladser.

Overenskomster på det offentlige område er bundet af en meget stram økonomisk ramme, og alle overenskomster skal til afstemning sammen. Det betyder, at FPUs medlemmer ikke selvstændigt kunne stemme overenskomstforslaget hjem eller ned.

”Det er altid en udfordring for os som lille og meget specialiseret område at være en del af store, kollektive forhandlinger, men da der denne gang var sat et pænt beløb sat af til lokale forhandlinger, lykkedes det os at få sat midler af til etablering af en meget tiltrængt Loss of License-forsikring, som vores medlemmer i årevis har efterspurgt,” siger Thilde Waast.

Hun fortæller, at FPU og AFIS-operatørerne nu vil gå i gang med arbejdet om at finde den rigtige udbyder af en Loss of License-forsikring og de bedst mulige vilkår. 

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev