SAS varsler ansættelsesstop og flyaflysninger

SAS iværksætter akutte tiltag for at håndtere de stigende udgifter til flybrændstof. Det skriver den svenske avis Expressen, der har fået indsigt i en sekspunktsplan, som skal reducere selskabets udgifter.

Ansættelsesstop, flyaflysninger og forbud mod brug af konsulenter. Det er nogle af de punkter på den sekspunktsplan, som SAS har udformet for at reducere selskabets udgifter.

Det skriver den svenske avis Expressen, som har fået indsigt i sekspunktplanen og et brev til SAS’ ansatte.

Planen beskriver, hvordan alle igangværende rekrutteringer bliver trukket tilbage, ligesom der ikke må igangsættes nye.

Besparelserne skyldes de stigende priser på flybrændstof.

Expressen har spurgt SAS, hvor meget flybrændstof selskabet på forhånd har købt til en fastlåst pris.

”Vi kommenterer ikke detaljer om vores kommercielle hedgingpositioner,” lyder det fra SAS’ kommunikationschef Alexandra Lindgren Kaoukji.

SAS forventer flyaflysninger

Planen betyder også, at SAS vil fortsætte med at foretage ”tilpasninger” af trafikprogrammet. Det gælder blandt andet aflysning af fly og ombooking af passagerer til andre afgange.

Derudover må tjenesterejser kun gennemføres, hvis de er operationelt kritiske. Der må ikke hyres konsulenter, og alle ikke-nødvendige indkøb og udgifter skal stoppes.

”Hvis en omkostning kan undgås, udskydes eller reduceres, skal den det,” skriver direktør Anko van der Werff i brevet ifølge Expressen.

SAS’ direktør oplyser i brevet, at prisen på brændstof cirka 150 procent højere end for et år siden.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev