FPU Romania er officielt blevet medlem af International Transport Workers’ Federation (ITF), der arbejder for bedre forhold for kabineansatte.
FPU Romania er blevet medlem af ITF, den globale fagforening for transportansatte. Medlemskabet er et tegn på international anerkendelse af FPU Romania, der blev grundlagt med hjælp fra danske FPU tilbage i 2020.
Det fortæller Anders Mark Jensen, der er næstformand i FPU og bestyrelsesformand i FPU Romania.
”Det er en kæmpe sejr for vores rumænske medlemmer, at de nu også er repræsenteret i en international organisation for kabineansatte. Samtidig er det en blåstempling af det store arbejde, som FPU Romania gør for at forbedre arbejdsvilkårene for ansatte i østeuropæisk luftfart.”
FPU Romania blev i 2023 medlem af ECA, den europæiske pilotforening, og de seneste år har den rumænske fagforening tegnet overenskomst for både piloter og kabineansatte i Ryanair samt vundet en lang række retssager over Wizz Air.
FPU Romania: Ser frem til samarbejde
Medlemskabet bringer også stor glæde hos Mircea Constantin, der er FPU Romanias generalsekretær.
“Vi er begejstrede for endelig at være en del af ITF og er glade for at kunne dele denne fantastiske nyhed med vores medlemmer. Det er et længe ventet skridt, som vi har arbejdet på i mange år,” siger Mircea Constantin.
Hvorfor er det vigtigt for FPU Rumænien at blive medlem af ITF?
”At være en del af ITF betyder at blive anerkendt internationalt som organisation. Nu ser vi frem til at styrke vores repræsentation både i Rumænien og internationalt gennem samarbejde med ITF og dets medlemsforeninger.”
Mircea Constantin fortæller, at FPU Romanias medlemmer i øjeblikket har udfordringer af meget forskellig karakter.
”Det afhænger i høj grad af det flyselskab, de arbejder for. For eksempel har vores Wizz Air-medlemmer brug for støtte for endelig at blive anerkendt for deres fagforeningstilknytning, og der skal på kort tid etableres en overenskomst. For vores medlemmer i ACMI-operationer er de atypiske ansættelseskontrakter et område, der kræver opmærksomhed. Og for vores Ryanair-medlemmer er vi i gang med at forhandle fornyelse af deres overenskomster.”



