Tv-programmet De arktiske reddere har kastet lys over det livsvigtige arbejde, som HOIST-operatørerne og piloterne fra SAR-helikopteren udfører i Grønland. Fagbladet Luftfart har talt med formanden for HOIST-operatørerne i Grønland, Patrick Abrahamsen, om missionerne og de mange indtryk, som tv-programmet har givet de ansatte på basen.
Der står liv på spil, når piloterne og HOIST-operatørerne på search and rescue(SAR)-helikopteren i Grønland flyver afsted. Missionerne går tværs over havet, indlandsisen og al slags vejr nord for polarcirklen, når først SAR-teamet sætter ud for at redde nødstedte mennesker i den grønlandske natur.
Har man i den seneste tid tændt for DR, har man fra første parket fået selvsyn for sagen gennem tv-programmet De arktiske reddere, der over fire afsnit følger SAR-teamets arbejde.
I forbindelse med Grønlands nationaldag har Fagbladet Luftfart fanget en af HOIST-operatørerne fra programmet til en snak om alt det, der er fulgt efter optagelserne med DR.
Det er Patrick Abrahamsen, der formand for FPU-afdelingen Foreningen for Hoist Operatører i Kalaallit Nunaat (FHO). Han har mere end 15 års erfaring fra beredskabsfagligt arbejde i Grønland, hvor han er født og opvokset. Siden september 2022 har Patrick Abrahamsen arbejdet som HOIST-operatør på SAR-helikopteren fra basen i Kangerlussuaq.
I den her artikel svarer Patrick Abrahamsen på spørgsmål om programmet, ligesom han deler billeder fra behind the scenes, så vi får en endnu stærkere fornemmelse af at være ombord på SAR-helikopteren i Grønland.
Tak fordi du vil fortælle Fagbladet Luftfarts læsere lidt om jeres erfaringer fra optagelserne til De arktiske reddere og jeres hverdag i Grønland generelt. Vil du ikke begynde med at fortælle om en oplevelse, som er med i programmet, og som stadigvæk sidder i kroppen på dig?
Jeg tænker særligt på de tre unge mænd, som vi sætter ud for at finde i Diskobugten i afsnit 3.
Vi modtager oplysningen om, at en båd er forsvundet. Det er ikke atypisk, men desto længere tid der går, før man finder dem, desto mindre bliver sandsynligheden for at finde dem i live. Det er det mindset, vi træder ind i, når vi kommer med på redningsmissionen. Man håber inderligt at finde nogen eller noget, men sandsynligheden er ekstremt lille.
Vi søger efter noget, der er på størrelse med en gummistøvle på et åbent hav med bølger, der er på størrelse med Fyn og Sønderjylland til sammen. Og vi er én helikopter.
Vi flyver henover vandet så langsomt som muligt, og på dag to hænger vi der i ni timer og kigger efter alt. Det kan godt ske, at der er nogen, der tænker, at det ikke lyder særligt hårdt at sidde i ni timer og kigge ud ad vinduet, men det er ekstremt hårdt at være ombord. Det er psykisk anstrengende som bare pokker, for øjnene må bare ikke blive trætte. Man bruger al sin energi på at udligne størrelsesforholdet på alt det, vi ser.
Hvad tænker du på, mens I hænger der over Diskobugten i ni timer?
Jeg tænker kun operationelle tanker. Hvor højt oppe vi er, hvor vi har været, og hvor vi er på vej hen. Jeg kigger efter fugle, som jeg bruger til at afstandsbedømme og til at sammenligne størrelse, så jeg ikke misser den mindste ting i havet.
Jeg tror, at alle mine kollegaer kommer gennem sådan nogle timer på deres egne måder, men det er ikke vasketøjet derhjemme, man tænker på.
Desto længere tid der går, uden at vi finder noget, desto mere trykket bliver stemningen. Man håber inderligt til det sidste, for vi vil rigtig gerne hjælpe de pårørende. Men missionen ændrer sig undervejs fra at være en redningsmission til at være en bjergningsmission.
Vi søger over flere dage, finder også den kæntrede jolle, men vi finder ikke de unge mænd. Og det er en rigtig ærgerlig følelse.
Efterfølgende sætter vi selvfølgelig i gang i en debriefing af missionen. Vi gennemgår vores søgemønster og holder fokus på vores del af den store aktion, hvor der indgår rigtig mange elementer. Det er vigtigt, at vi holder os til vores del af arbejdet.
Hvorfor er det den oplevelse fra programmet, som du fremhæver?
Det er netop i sådan en situation, hvor programmet kommer ind i billedet. Vi håber sådan, at alle kan se, hvor vigtigt det er med sikkerheden til søs. At sikkerheden altid skal tages alvorligt, når man tager til havs. Man ser i programmet, alt det der spiller imod, at man bliver fundet eller set igen, og det håber vi, at programmet er med til at oplyse om.
Inden programmet blev sendt, troede mange desværre, at det var nemt at blive set fra luften af helikopteren. Men så let er det desværre ikke. Vi håber, at folk bedre forstår, hvor svært det egentlig er at blive reddet, og hvor meget man selv skal gøre for at blive reddet. For naturen arbejder imod dig, så snart det går galt.
Synes du, at tv-programmet generelt har været med til at oplyse om og udbrede kendskabet til jeres arbejde?
Absolut. Vi er en helt ny faggruppe i Grønland, og det har været vigtigt for os at vise, hvor meget vi kan og gør. Men vi ville også vise situationerne, hvor vi ikke er ligeså handlingsparate, som man måske tror hjemme i stuerne. Eksempelvis i den omtale scene, hvor vi ikke har varmesøgende udstyr.
Programmet er lykkedes med at gøre det på en rigtig fornuftig måde, hvor vi ikke virker beklagende. Og så har det skabt noget debat og nogle interne aktioner i forhold til vores udstyr.
Der var for eksempel mange, der var overraskede over, at vi ikke har night vision-goggles, så vi kan se i mørke. Selvom sådan noget udstyr ikke betyder, at vi så kan flyve endnu mere eller i andre situationer, så ville det forhøje vores egen sikkerhed drastisk. Og vores sikkerhed er også vigtig, for vi skal også hjem igen.
Det er der nu kommet politisk debat om, og det er sket på baggrund af programmet, der har sat spotlight på de steder, hvor vi kan udvikle os.
Jeg håber, at de ting, der er sat i gang nu, kan komme os til gode i sidste ende.
Hvilke reaktioner har du og dine kollegaer ellers fået ovenpå programmerne?
Det er så fedt, at folk nu er sådan helt ”wow” over, hvad vi laver, og vi har helt klart fået positiv feedback og mødt en stor forståelse. Både blandt familie og venner og samfundet generelt i forhold til vigtigheden af vores job. Så det er blevet utrolig godt modtaget, og vi har mødt en fantastisk opbakning.
Det har da gjort, at man er en tak mere stolt af sit arbejde, end man var i forvejen, for det er jo altid dejligt at blive set og anerkendt for det, man gør.
Er du overrasket over den modtagelse og reaktion, som programmet har fået?
Før vi gik i gang med optagelserne, kunne jeg godt have en bekymring om, at det hele ville blive lidt for meget blå blink og action, men sådan blev det heldigvis ikke. Blandt andet fordi programmet er så godt produceret, som det er.
Det er jo svært at forestille sig, hvordan ens arbejdsliv ser ud i tv, og jeg ved selvfølgelig ikke, hvad alle seerne tænker, men jeg tror, at de fleste får et godt indblik i, at det her team brænder 100% for deres arbejde, og at jeg og mine kollegaer gør det maksimale, vi kan. Vi vil gerne gøre endnu mere, men vi arbejder med de midler, der nu engang er.
Har det betydet noget for dig og kollegaerne, at der nu er optaget et tv-program om jer?
Man kan godt sige, at vi er rykket endnu tættere sammen i helikopteren med en fælles stolthed over arbejdet.
Men sammenholdet og samarbejdet kan generelt beskrives helt simpelt: Vores liv afhænger af hinanden.
Hvis jeg hænger under helikopteren og er på vej ned et sted, så skal jeg ikke have den mindste tvivl om, hvad de andre laver, og det kræver fuld tillid. Mit liv er i deres hænder, og det skal og har jeg tillid til. Hvis der er noget, der nager, så er det der, missionen begynder at blive farlig. Det arbejdes der meget på, og det kan også mærkes på missionerne. Et godt sammenhold som vores betyder bare, at du arbejder mere flydende, og det er hele indsatsen sat op til.
Og så har det været enormt lærerigt at se, hvor dygtige de andre er, og det giver en fed stolthed, når man ser og hører, hvordan de får ros på baggrund af tv-programmet. Det er så dejligt, og de fortjener det fuldt ud.
Har I kunnet bruge optagelserne fagligt?
Ja for udsendelserne har medvirket til at være god læring for alle på teamet.
Vi gennemgår normalt alle missioner enten skriftligt eller mundtligt efterfølgende, men det har været utrolig god læring for alle implicerede at se det hele på video. Selvom vi kun er otte HOIST-operatører og ni piloter, så har jeg eksempelvis aldrig fløjet med Miki.
Nu har vi set, hvordan vi taler sammen undervejs, og det er noget af det allervigtigste i vores arbejdsmiljø. Det er enormt lærerigt, og det har helt klart styrket vores faglighed.
Piloterne har fortalt os, at de nu forstår, hvad vi HOIST-operatører egentlig laver deromme bagi, for det har de jo aldrig før haft en visuel forståelse for. De forstår meget bedre vores meldingerne, nu hvor de har set det helt tæt på.
Her til sidst vil vi rigtig gerne høre lidt om, hvordan det har været for dig og de andre på SAR-helikopteren at være med et i program på nationalt tv. Var du eksempelvis nogensinde nervøs over at have kamerafolk med på mission?
Absolut ikke. De to kamerafolk er en del af holdet nu, så det er godt. Der har været en rigtig god fornemmelse og tone gennem hele arbejdet.
Jeg var til gengæld en lille smule nervøs for at se mig selv på skærmen, men det var jo ikke så slemt igen.
Hvilken oplevelse, synes du, var den vildeste at se i tv?
Ordet ”vildeste” er måske ikke det helt rigtige at bruge i vores fag. Der er meget på spil på missionerne, men mange af vores missioner er rolige. Vi plejer at sige til hinanden, at det ikke er godt, når vi er arbejde. Og med det mener vi selvfølgelig, at situationen er alvorlig. Det, man ser i programmet, er alt sammen noget, vi lærer af, og det er det vigtigste.
Er der noget ved programmet, du gerne ville ændre?
Slet ikke. Og det er primært fordi, at det er produceret så godt, som det er.
Er der så til gengæld nogle særlige øjeblikke, som du er glad for, at kameraholdet fik foreviget?
Når man ser taknemmeligheden, lykken og glæden hos de personer, der er i nød, og som vi kommer ud til. Det bevidner for mig, at vi gør vores arbejde ordentligt, og at vores position i samfundet er vigtig.
Og så er jeg glad for at vise udsigten fra mit kontor. Vi ser hele landet fra toppen. Solopgange, solnedgange, isen, landskabets streger, og hvor kraftfuld og nådesløs naturen er. Den kan være stor og smuk, men når det går galt, er den ubarmhjertig, farlig og nådesløs. Og det er fedt, at den skildring af naturen er en del af programmet.
Selvom jeg har fløjet den samme tur måske 10 gange, så føler jeg den samme taknemmelighed over at se det hele fra helikopteren, hver gang jeg flyver over havet eller indlandsisen. Det er meget svært at beskrive med ord, men programmerne har forhåbentlig afbilledet Grønland og naturen her mere retvisende. Jeg er i hvert fald stolt af, at jeg er med til at vise naturens mange sider frem.
