I anledning af FPUs 50 års jubilæum og udgivelsen af en jubilæumsbog tidligere i år talte vi med en række nuværende og tidligere FPU-medlemmer om deres oplevelser i luftfart. Nogle har været med fra start i de gyldne tider, andre har færre år i luftfart på bagen. Fælles for dem alle er kærligheden til og glæden ved at flyve. Deres historier er med til at danne et billede af FPU og af luftfart, som det har været, og som det er nu. I en ny serie, “Medlemmerne fortæller,” på luftfart.nu deler vi disse portrætter.
Martin Toby, AFIS-operatør
Esbjerg Lufthavn.
F. 1971 Medlem af FPU 2009.
Fra telegrafist på Grønland til AFIS i Esbjerg
Jeg har været medlem af en fagforening, siden jeg var 17 år. Jeg startede i Søværnet tilbage i 1989, blev uddannet telegrafist og skulle sidde på en radiostation og sende og modtage telegrammer. Det var det sidste telegrafisthold, der blev uddannet i Danmark. Jeg var den eneste, der meldte mig til at komme til Grønland, men da Golfkrigen startede, var der mange, der ville derop, ellers ville de ryge ned til Golfkrigen.
Jeg skulle have været på Grønland i seks måneder, men endte med at blive i 16 år. Jeg var telegrafist på Grønlands Kommando, som i dag hedder Arktisk Kommando og har kommandoen over alle militære enheder på Grønland. Jeg var også på Thule-basen i fem år hos forbindelsesofficeren, som er bindeled mellem den danske regering og amerikanerne.
I 2005 kom jeg til Mærsk Olie og Gas i Esbjerg, der manglede en AFIS-operatør. AFIS-operatører giver råd og vejledning om trafik og vejr i forbindelse med en bane, hvorimod en flyveleder giver instruktioner. AFIS er et billigere alternativ, og så har man fundet ud af, at AFIS med radarer fungerer rigtig godt. Vi er kun to steder i Danmark med radarer. Esbjerg og Sønderborg.
Boreplatforme og F16
I 2009 skiftede jeg fra Mærsk til kommunal ansættelse, da der blev en stilling ledig i tårnet i Esbjerg Lufthavn. Vi sidder med al helikoptertrafikken til vindmøllefarmene og til olieplatformene rundt omkring i Danmark. 250 kilometer uden for Esbjerg ligger Tyra-feltet, hvor man flyver oliearbejdere ud. Vi styrer et luftrum i Nordsøen, hvor der står 12 platforme.
Når olieprisen er lav, skærer olieselskaberne ned på antallet af helikoptere, og så bliver der mindre at lave, men der er altid noget at lave i Esbjerg Lufthavn. Vi har to faste ruter til Aberdeen med Loganair og til Stavanger med DAT. Vi får skoleflyvere fra Billund, og vi oplever stigende generel aviation-trafik. Det er business jets, hvor folk skal til møder. Vi er også et stort aktiv for Forsvaret. Vi ligger der som et alternativ, hvis en F16 får brug for at lande. Vi har haft en F16, hvor motoren gik ud. Så går det meget stærkt. Forsvaret var meget hurtige, og der kom en redningshelikopter og hentede piloten, et kvarter efter han landede.
Jeg har altid syntes, at det var fascinerende at kunne sidde og kigge ud over det hele og se, at alt går, som det skal. Jeg plejer at sige til vores elever: ”Der er 1.000 veje til målet. Det er bare et spørgsmål om, hvordan man kommer derhen.”
Færøerne og fagforeningsmand
Jobbet har bragt mig lidt vidt omkring. Jeg har også arbejdet i Norge, og jeg var på Færøerne for Naviair, hvor jeg hjalp med at uddanne folk til operatører i Vagar. Det er en fantastisk lufthavn. Der er mange ting, man skal tage højde for. Vejret på Færøerne er noget helt andet med bjerge rundt omkring og skiftende vindretninger. Nu skal jeg ikke flytte mig ret meget mere, før jeg skal på pension.
Det betyder meget for mig at være i et fagforbund, hvor man kan få den rette hjælp. Derfor står jeg i dag stadig i FPU, selvom jeg har været i både Norge og på Færøerne som AFIS-operatør. Jeg er overbevist om, at det er i FPU, at man som medlem får den bedste hjælp. Min stedfar var fagforeningsmand og lærte mig, at det var vigtigt, at man blev medlem af en fagforening. Det har jeg også lært mine børn, som selv blev medlemmer af fagforeninger, da de fik deres første fritidsjob.