Tobias Hartel havde altid drømt om at arbejde i luftfart, men som 10-årig fik han konstateret sukkersyge. Han fik at vide, at han umuligt kunne få et job med ansvar for andre mennesker, men en ihærdig indsats og en forstående arbejdsgiver har nu gjort drømmen mulig.
Tobias Hartel troede egentlig ikke, at han ville få jobbet, da han søgte om at blive kabineansat på Norwegians base i København. Han havde altid drømt om at komme ud at flyve, men siden han var 10 år, har han haft type 1-diabetes.
”Jeg har altid gerne ville ud at flyve. Luftfart har altid været spændende, men jeg er vokset op med, at der er nogle nøglepositioner med ansvar for andre mennesker, som jeg ikke kan få,” siger Tobias Hartel.
Den holdning havde også de flyvelæger, som Tobias Hartel ringede til, da Norwegian tilbød ham jobbet. Først den tredje flyvelæge ville arbejde videre med hans sag.
’Nu skriver du historie’
Tobias Hartel fortæller, at han søgte jobbet hos Norwegian, så han kunne sige til sig selv, at han i det mindste havde forsøgt at opfylde sin drøm. Han fortalte åbent til Norwegian, at han havde diabetes.
Han fik travlt, da selskabet sagde, at hans diabetes ikke var noget problem for dem, hvis han kunne få en helbredsgodkendelse.
Han undersøgte EASA-reglerne og fandt ud af, at reglerne omkring flyvning med diabetes var blevet ændret.
”De første flyvelæger, jeg ringede til sagde, at det var helt umuligt, men den tredje læge gik ind og læste de ændrede EASA-regler og sagde, at der ikke umiddelbart var noget problem. Da jeg blev anerkendt, sagde hun, at hun aldrig havde godkendt nogen med diabetes tidligere. ’Du skriver historie i dag,’ sagde hun.”
Fortæller altid kolleger om sin diabetes
At det ikke er helt almindeligt at være kabineansat med diabetes kan Tobias Hartel mærke, når han bliver lånt ud til Norwegians baser i Oslo og Stockholm. Her bliver hans kolleger ofte overraskede, når han fortæller, at han har diabetes.
I København har hans kolleger siden begyndelsen vidst, at han har diabetes.
”Jeg er meget åben omkring det. Det giver mig tryghed,” siger Tobias Hartel.
Han fortæller altid sine kolleger, at han har sygdommen, når briefingen inden dagens flyvning er slut. Han siger til dem, at de gerne må sige til, hvis han ser bleg ud, for så kan det være, fordi han har lavt blodsukker.
”Nu ved de fleste af mine kolleger det, men det var en god icebreaker i starten, og det har gjort, at folk er blevet klogere på diabetes. Det er fedt.”
Også fordel for passagererne
Han fortæller, at hans diabetes også har klædt ham godt på til at være kabineansat. En af konsekvenserne ved for lavt blodsukker er, at man kan besvime, så han ved præcis, hvad han skal gøre, når en passagerer besvimer ombord på et fly.
”Vi har ældre passagerer, der godt kan glemme at få nok at spise og drikke. Når det er varmt, og de har lavt blodsukker, kan det ske, at de besvimer, og jeg kan hurtigt se på passagererne, om de bliver dårlige. I går havde vi en, der besvimede, og det første, jeg gør, er at sørge for, at vedkommende får benene op og får noget sukker.”
Han har også mødt en mor ombord på et fly, der var tydeligt nervøs for at flyve. Han faldt i snak med hende, og hun fortalte, at en af de ting, der bekymrede hende, var, at hendes datter havde diabetes.
”Jeg fortalte, at jeg også har diabetes. Det gjorde hende tryg, at jeg vidste lige, hvordan jeg skulle håndtere det, for så havde hun en ting mindre, hun skulle bekymre sig om.”
Oplever stor opbakning
Tobias Hartel har nu fløjet for Norwegian i to år, og han har oplevet stor opbakning fra både selskabet og fra sine kolleger.
”Norwegian er firstmover på mange ting, og de har kigget på det og sagt, at det kan lade sig gøre. Jeg taler ofte med min chef om det, og hun holder mig tit i ørerne og kan se, om jeg arbejder for hårdt eller ej. Hun siger, at jeg aldrig skal være i tvivl om, at jeg må ringe og sige, at jeg ikke er fit for flight, hvis det er på grund af diabetes,” siger Tobias Hartel.
”Det er så fedt at kunne få lov til at gøre det samme som folk, der er sunde og raske, og mine kolleger er så gode til at tage hensyn.”