Sunclass flyver hundredvis af danske EM-fans til kvartfinale i Baku

Det danske flyselskab Sunclass Airlines skal i morgen flyve mere end 400 fans til det danske fodboldlandsholds EM-kvartfinale i Aserbajdsjan. Rejsen, der er arrangeret af rejsebureauet Landsholdrejser.dk, bliver en endagstur.  

Da Danmark for en uge siden sejrede 4-0 over Wales i Amsterdam og gik videre til EM-kvartfinalen, fik Nicolai Bryde Nielsen travlt. Han er direktør i firmaet Landsholdsrejser.dk, og han måtte arbejde hurtigt for at finde fly, der kunne fragte de mange fans til Danmarks næste kamp.

Kampen skal spilles i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, i morgen, og Nicolai Bryde Nielsen arbejdede hele natten i bussen på vej hjem fra Amsterdam for at planlægge turen.

Sunclass og Landsholdsrejser.dk fik hurtigt en aftale i stand, og i morgen tidlig flyver 424 danske EM-fans til kvartfinalen i Baku i to af Sunclass’ Airbus 321.    

”Vi havde haft nogle præ-snakke med flyselskaber, inden vi tog til Amsterdam. Da sejren i Amsterdam blev en realitet, kom Sunclass på banen. Spies er DBUs officielle rejsepartnere, ligesom Landholdsrejser er, og Spies sagde, at Sunclass havde fly til rådighed,” siger Nicolai Bryde Nielsen, direktør i Landsholdsrejser.dk, der de seneste tre år har arrangeret fodboldrejser.  

Jettime ansætter 48 konkursramte piloter og sender de første charterfly af sted

Sunclass flyver både sportsfans og spillere

I Sunclass er der glæde over, at flyselskabet skal flyve de mange EM-fans til Baku. Ifølge flyvechef Erik Balslev giver det god mening, at Sunclass, der flyver charterrejser, skal flyve sportsentusiaster til Baku.

Ved dette EM har Sunclass allerede fløjet danske fans til Amsterdam, og de har fløjet det østrigske fodboldlandshold til deres EM-kampe i England, Holland og Rumænien.

”Vi plejer at flyve chartergæster, der er glade og forventningsfulde. Vi har et fantastisk crew, der har lyst til at gøre det til en god tur og er vant til at flyve med gæster, der ønsker liv og glade dage. Det er vores kabine helt fantastiske til at håndtere, og derfor tror jeg, at vi har stor succes med de her flyvninger. Vi står for servicen, og det er det, vi er allerbedst til,” siger Erik Balslev.


Sunclass fløj det danske håndboldlandshold hjem fra Egypten med VM-guld. F16-fly for Forsvaret ledsagede dem ved indflyvning. Sunclass fløj ved den lejlighed på vegne af arrangøren Travelsense. Foto er taget af F16MET.

Corona har i det hele taget gjort, at Sunclass har fløjet til en del sportsbegivenheder. Sunclass hentede også det danske håndboldlandshold hjem fra Egypten, efter de vandt VM-guld i januar, og i maj fløj Sunclass fem europæiske ungdomslandshold til VM i ishockey i Dallas.

Normalt ville det være svært for Sunclass at tage fly ud med så kort varsel, men fordi rejserestriktionerne i Norge og Finland endnu ikke er ophævet helt, har selskabet ekstra kapacitet.

”Det er helt fantastisk, at det har været muligt. Vi er utroligt fleksible, og det er man nødt til at være, for det er først i sidste øjeblik, at man ved, hvem der går videre. Vi glæder os rigtig meget til at flyve fansene af sted til Baku. Det betyder meget for os, at vi kan være med til at støtte det danske landshold med roligans, som kan bakke dem op på banen,” siger Erik Balslev.

Udsolgt på 12 timer

Turen til Baku bliver en endagstur. Fansene mødes i lufthavnen tidligt lørdag morgen iklædt rødt og hvidt og uden kufferter, for de flyver allerede hjem om natten, når kampen er spillet færdig.

”Der er blevet knoklet i døgndrift. Nu er alt ved at være faldet på plads. I Baku tager vi fra lufthavnen til et mødested, hvor folk vil stå med trommer og megafoner. Vi får mad og synger slagsange, inden vi kører med busser mod stadion klokken halv seks. Fansene vil sidde spredt ud over det danske område. Efter kampen skal vi direkte til lufthavnen og hjem og blive friske til semifinalen,” siger Nicolai Bryde Nielsen og fortæller, at billetterne til hvert fly blev udsolgt på 12 timer.  

”Jeg glæder mig til at møde alle i lufthavnen og give dem en god tur. Jeg er stolt af, at det kan lade sig gøre. Det er noget af en operation at skulle arrangere sådan en rejse og chartre et fly med så kort varsel. Det er vildt, at det lykkes, og det er fedt, at der har været opbakning,”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev