SAS søger nu efter piloter og kabineansatte til den danske base for deres nye platform SAS Link.
SAS er i øjeblikket i gang med at tilpasse sin forretningsmodel, og det betyder, at de nu søger piloter og kabineansatte til en ny base i Danmark for SAS Link.
SAS Link vil benytte seks fly af typen Embraer E-195, der skal flyve på ruter, der er urentable og uholdbare at flyve på med større fly.
”SAS Link er en vital platform for SAS til at fortsætte som en infrastrukturudbyder i Skandinavien. Udviklingen af forretningsmodellen sker for at fastholde en konkurrenceposition på markedet. Vi skal sikre SAS’ langsigtede overlevelse, og vi skal sikre både eksisterende og nye skandinaviske arbejdspladser på skandinaviske vilkår og betingelser,” siger Alexandra Lindgren Kaoukji, pressechef i SAS.
SAS Link vil sammen med SAS Connect, SAS SK og eksterne leverandører udgøre de fire produktionsplatforme, som SAS satser på i fremtiden.
Ansættelser på dansk base i dansk selskab
I sidste uge åbnede SAS for ansøgninger til den nye Connect-base, og piloter og kabineansatte i Connect og Link vil blive ansat i dansk indregistrerede selskaber, der er en del af SAS-koncernen.
”Piloter med nuværende eller tidligere erfaring fra SAS kan komme i betragtning uanset erfaring, og rekrutteringen til SAS Connect og SAS Link vil blive udført på samme måde, som man kender det fra SAS-koncernens øvrige rekrutteringsproces,” siger Alexandra Lindgren Kaoukji.
Overenskomsten for SAS Link blev forhandlet på plads af FPU i begyndelsen af 2020. FPU oplyser, at overenskomsten ligner den for SAS Connect, og at lønniveauet er tilpasset flytypen.
”Vi er glade for, at oprettelsen af et dansk SAS Link betyder, at piloter og kabinepersonale nu kan søge job på en dansk base i et dansk selskab med ansættelser på gode skandinaviske løn- og arbejdsvilkår, siger Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union.
Jobopslag til SAS Link kan findes her