Overskud på overskud: Thomas Cook og Co. i Norden har fulgt med tiden

Det er let at få den indtryk, at hele Thomas Cook-koncernen er en finansielt vingeskudt kolos. Men i Norden har dedikerede medarbejdere og en handlekraftig ledelse skabt en afdeling af Thomas Cook, der år på år har leveret overskud.

Herhjemme kender vi dem som Spies, der samarbejder med Thomas Cook Airlines Scandinavia om flyvninger til sydens sol og varme. De begge er i sidste ende ejet af Thomas Cook Group, som mandag tidlig morgen erklærede sig konkurs, men ingen af virksomhederne med hjemmebase i Norden er omfattet af konkursen.

Sidste år leverede Spies et overskud på 60 millioner kroner – det næstbedste i mange år – og selvom man bladrer 15 år tilbage, er der ikke ét underskud at spore. Fortællingen går igen hos Thomas Cook Airlines Scandinavia, der flyver for Spies og de øvrige Thomas Cook-rejsearrangører i Norden.

Her var det seneste overskud 221,3 millioner kroner før skat.

God forretning for ejerne

De gode resultater gennem tiden har gjort det muligt for de to selskaber at udlåne anseelige summer til andre selskaber i koncernen. Thomas Cook Airlines Scandinavia og Spies havde i det seneste årsregnskab henholdsvis 1,3 milliarder kroner og 443 millioner kroner ude at stå hos andre selskaber i koncernen. Endvidere blev der i flyselskabet sendt 270 millioner kroner videre til ejerne.

Anderledes ser det ud i Storbritannien, hvor konkursen indtraf mandag morgen. En varm sommer i 2018 med svækket rejselyst til følge har sammen med uroen omkring Storbritanniens udtræden af EU været et gennemgående tema i forklaringen af den økonomiske nødlanding, Thomas Cook Group måtte foretage på den modsatte side af Nordsøen mandag morgen.

Selvom sommervarmen også satte sit præg på salget i Norden, så var datterselskaberne i Norden (der også tæller Ving og Tjäreborg) de eneste, som leverede overskud i første halvår af 2019 i Thomas Cook Group. Det er præstationer som disse, der i det seneste døgn har givet de nordiske afdelinger af Thomas Cook kælenavnet “guldægget”.

Har fulgt med tiden

Thomas Cook Airlines Scandinavia og Spies har formået at holde kursen og levere pæne resultater i et turbulent luftrum, hvor lavprisselskaber med navne som Ryanair, EasyJet og Wizzair vinder stadig større markedsandele. Det er de sammen med de øvrige Thomas Cook-selskaber i Norden lykkedes med at gøre, fordi man har fulgt med tiden, kunne erhvervskorrespondent Ole Krohn forklare sent mandag aften på TV2:

»Vi kommer til at se en fortsættelse af Spies. De har været dygtige til at skære omkostningerne til. Det vil sige mange af de ulemper og elendigheder, som hovedselskabet har haft, har nærmest været en møllesten om halsen på Spies. Spies har tilpasset sig nye tider,« forklarede Ole Krohn kort efter gårsdagens nyhed om, at selskabet går på vingerne igen.

Dette er blandt andet tak til, at Spies har fulgt i lavprisselskaberne fodspor, når det kommer til salg via nettet. Her har Thomas Cook i Storbritannien holdt fast i fysiske butikker.

Og når det kommer til Thomas Cook Airlines Scandinavia, så er det et selskab, som senest har vundet prisen ”travellers choice” fra TripAdvisor.

Spies og Thomas Cook Airlines Scandinavia har godt 1.100 ansatte. Alle er ansat på overenskomstmæssige vilkår.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev