EU vil oprette en såkaldt ”talent pool”, der skal gøre det nemmere for arbejdsgivere at ansætte personer fra ikke-EU-lande. Det kan betyde social dumping for luftfart, advarer FPU og EU-parlamentariker Marianne Vind.
EU vil skabe en platform, der sætter borgere i ikke-EU-lande i kontakt med arbejdsgivere fra EU. Forslaget kommer fra EU-Kommissionen og skal afhjælpe manglen på arbejdstagere i visse brancher og gøre det lettere at få arbejdstilladelse i EU.
I øjeblikket angiver forslaget, at der for eksempel er mangel på bus- og lastbilchauffører, men ethvert EU-land, der deltager i projektet, kan tilføje brancher, hvor de oplever mangel på arbejdskraft.
Det kan betyde, at luftfart meget nemt kan blive tilføjet til listen, advarer FPU.
”Vi frygter, at det her forslag skaber en åben ladeport for billig arbejdskraft i luftfart. Det risikerer at gøre det meget nemmere for flyselskaber og bemandingsbureauer at tiltrække piloter og kabineansatte fra lande uden for EU, som de kan udnytte og underbetale,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.
Forslag kan stavnsbinde folk til dårlige vilkår
Også EU-parlamentariker Marianne Vind (S) frygter, at forslaget er et forsøg på at tiltrække billig arbejdskraft.
”Min primære bekymring er, at det bliver en direkte vej til social dumping. Man er meget mere sårbar, når man kommer fra et land uden for EU. Det er sværere at sige fra over for grænseoverskridende adfærd og vagter, der ikke hænger sammen. Der kan være mange ting, som en dansk kabineansat ville klage over, men som man ikke ville turde klage over, hvis man kom fra et tredjeland og frygter for sin opholdstilladelse,” siger Marianne Vind.
Sådan vil forslaget fungere
Ved udgangen af sidste år foreslog Europa-Kommissionen en EU-lov om en Talent Pool, der skal tackle manglen på arbejdskraft inden for visse sektorer i EU.
En EU IT-platform skal sætte tredjelandeborgere i kontakt med arbejdsgivere fra de medlemsstater, der accepterer at deltage i Talent Pool.
Et bilag til forordningen angiver de erhverv, hvor der er registreret mangel på arbejdskraft. I forhold til transport inkluderer listen bus- og sporvognschauffører og lastbilchauffører
Enhver sektor, der står over for mangel på arbejdskraft, kan blive en del af forslaget
Kilde: European Transport Workers’ Federation
På grund af sin bekymring har Marianne Vind bedt om og fået posten som chefforhandler på forslaget. Hun frygter nemlig, at forslaget vil blive gennemført, og chefforhandlerposten vil give hende mulighed for at påvirke det så meget som muligt.
”Jeg mener, at vi skal have krav om, at arbejdsgiverne har søgt forgæves efter arbejdskraft i Europa i mindst seks måneder. Det skal også fremgå af jobannoncen, hvor meget man kan tjene i jobbet, og tredjelandsborgere skal ansættes på samme vilkår, som kollegaer i det land, de kommer til.”
Derudover har Marianne Vind også et krav om, at man skal kunne søge nyt job i Europa, efter at man er ankommet. Hun forklarer, at fortalerne for forslaget ønsker, at arbejdstageren skal rejse hjem, hvis de skal søge et nyt job.
”Hvis man kommer til Europa til et skodjob, har man ikke råd til at købe en ny flybillet for at rejse hjem. Man stavnsbinder folk til dårlige vilkår. Selvfølgelig skal man kunne søge, når man først er her.”
Maltesiske bemandingsselskaber kan sende flyvende til Danmark
I princippet vil forslaget kun gælde for de EU-lande, der vælger at deltage, men der er risiko for, at arbejdstagerne vil kunne ende med at arbejde hvor som helst i EU, lyder det fra FPU.
”Det er ikke svært at forestille sig, at Malta beslutter sig for at sætte piloter og kabinepersonale på mangellisterne, og at et bemandingsselskab baseret på Malta så begynder at rekruttere piloter og kabineansatte fra tredjelande og sende dem til at arbejde i et hvilket som helst EU-medlemsland,” siger Anders Mark Jensen.
”Vi er dybt bekymrede over, hvad det her kan få af betydning for luftfartsbranchen. Vi har allerede set, hvordan arbejdsgiverne har udnyttet østeuropæisk arbejdskraft. Vi kæmper for at sikre ordentlige arbejdsvilkår i en branche, der er under pres, og det her forslag modarbejder alt, hvad vi kæmper for.”
Anders Mark Jensen nævner som eksempel, at FPU har startet en afdeling i Rumænien for at hæve arbejdsvilkårene i Østeuropa.
”FPU Romania har været vores måde at kæmpe mod social dumping i EU, men det nye forslag vil lægge et kæmpe pres på alle europæeres arbejdsvilkår, og vi vil stå over for en næsten uoverskuelig opgave. Der er nødt til at være krav om, at alle skal arbejde på samme vilkår, som kollegaer i det land, de får job i.”
Frygter for betydning for overenskomster
Marianne Vind mener også, at forslaget udgør en risiko for den beskyttelse, som overenskomster giver arbejdstagere i Europa.
”Hvis alle dine kolleger er fra tredjelande og ikke siger fra over for arbejdsgiver, kan man ikke gøre ved noget ved arbejdsforholdene. Det bliver sværere at organisere og sikre løn i fremtiden. Man kan kun have gode overenskomstforhandlinger, hvis man har mange medlemmer,” siger Marianne Vind.
”Jeg har svært ved at se de helt store gevinster ved forslaget. Der er mange millioner i Europa, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi har 13 millioner arbejdsløse i EU. Jeg har en oplevelse af, at der er stort pres fra de europæiske arbejdsgivere på at få forslaget igennem. Det er pakket pænt ind, i at der mangler arbejdskraft, men det handler om billig arbejdskraft. Det ved vi jo godt.”