Flyselskabet North Flying har i dag meddelt FPU, at de anser sig selv som løsrevet fra den gældende overenskomst grundet den syv dage lange og verserende konflikt mellem piloterne og selskabet. Forbundssekretær i FPU, Kasper Svendsen, er rystet over handlingen, som han kalder respektløs.
De konfliktende piloter i flyselskabet North Flying er blevet afskediget med virkning fra i morgen tidlig. Det har Dansk Industri meddelt piloternes fagforening, FPU, på vegne af selskabet.
Der er tale om ni piloter, der alle er medlemmer af FPU, og som siden 16. august har været i lovlig konflikt med North Flying.
Forbundssekretær fra FPU, Kasper Svendsen, fortæller, at han er rystet over handlingen fra selskabet og Dansk Industri:
”Vi har aldrig set lignende. Dansk Industri og North Flying handler decideret uanstændigt og tilsidesætter alle former for normal opførsel og skik. Vi kommer til at anfægte den her ageren på alle tænkelige måder.”
Om de afskedigede piloters situation udtaler Kasper Svendsen:
”Jeg er dybt berørt på medlemmernes vegne, og jeg har inderligt ondt af dem. Efter mange års tro tjeneste, hvor de har bragt selskabet rigtig langt, bliver de behandlet som skidt. Det er klart, at der er stor vrede lige nu, og FPU kommer til at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe de her mennesker.”
”Piloterne har gennem hele forløbet og konflikten stået tæt sammen og værnet om de danske værdier. Det er respektløst, at selskabet kvitterer ved at undergrave den danske model og flygte fra en overenskomst på den her måde,” siger Kasper Svendsen.
FPU samarbejder nu med den juridiske afdeling i Fagbevægelsen Hovedorganisation (FH) i forhold til legaliteten i frigørelseskravet fra North Flying og Dansk Industri.
FPU: Frygter at selskabet har haft dette til hensigt hele tiden
Kasper Svendsen fortæller, at det pludselige frigørelseskrav fra selskabet og Dansk Industri giver anledning til bekymring:
”Jeg er chokeret over opførslen, og jeg har en bange anelse om, at selskabet hele tiden har ønsket dette udfald. At de ville udnytte en konflikt til at løsrive sig fra en gældende overenskomst. FPU og medlemmerne har kæmpet for, at North Flying skal overholde nogle basale vilkår, men i stedet står selskabet nu – i deres egen optik – frie på markedet,” siger Kasper Svendsen.
”Hvis selskabet hele tiden har haft til hensigt at komme ud af overenskomsten, så spørger jeg naturligvis mig selv: hvorfor? Er selskabet ude på at skrive individuelle kontrakter med piloterne til forringede vilkår, eller står der en anden fagforening klar til at tegne en fordelagtig overenskomst for selskabet? Jeg håber ikke, at det er tilfældet, men lige nu frygter og regner jeg med det værste i den her sag,” siger Kasper Svendsen.
FPU er i tæt dialog med samarbejdspartnere og forbundsmedlemmer i FH om mulige handlinger.