Næsten 1300 ansøgere til FPUs pilotpulje: ”Det kommer helt sikkert til at lønne sig”

FPU har modtaget knap 1300 ansøgninger fra piloter, der har søgt om støtte til certifikatudgifter. Det betyder, at piloterne nu er klar, når selskaberne skal møde den stigende rejseefterspørgsel, lyder det fra FPU.

FPU har modtaget i alt 1252 ansøgninger fra piloter, der har søgt om støtte til at få udgifter til certifikat og medical dækket.

Midlerne kommer fra en pulje, som FPU i 2020 fik på finansloven. Det skete, da det stod klart, hvor hårdt luftfart var ramt af corona-krisen. Puljen lukkede for ansøgninger i sidste uge efter at have været åben i cirka halvandet år.

”Vi er rigtig glade for, at så mange piloter har ansøgt puljen, så de har kunnet få den hjælp, de fortjener. Luftfart har været igennem to ekstremt vanskelige år. Vi er glade for, at politikerne var lydhøre, da FPU foreslog, at man oprettede en pilotpulje. Det kommer helt sikkert til at lønne sig nu, hvor rejseefterspørgslen igen er stigende. Der bliver brug for de piloter, som har holdt deres certifikat ved lige,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

Der var stadig brug for støtte i år

Puljen på 20 millioner kroner lukkede i januar i år, men efter henvendelse fra FPU besluttede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) at åbne puljen igen i en kortere periode. Puljen har derfor været åben fra marts til juni.

I denne periode har FPU modtaget cirka 250 ansøgninger.

”Mange piloter er heldigvis blevet genansat, men vi bad om en forlængelse af puljen, fordi vi kunne se, at der stadig var piloter, der ikke var blevet kaldt tilbage til deres gamle selskaber. Mange nyuddannede piloter stod også i en svær situation, fordi de har taget en dyr, selvbetalt uddannelse. Derfor var det vigtigt for os, at de nyuddannede også kunne søge puljen så lang tid som muligt,” siger Thilde Waast.

Svar på ansøgning senest i begyndelsen af juli

Den seneste måned har puljen især modtaget mange ansøgninger fra nyuddannede piloter. Det skyldes ifølge FPU blandt andet, at STAR ændrede retningslinjer for nyuddannede piloter og fjernede en skæringsdato, der gjorde, at flere nyuddannede piloter kunne søge.

”Vi har i ugerne op til puljens deadline modtaget en stor mængde ansøgninger. Vi har især fået mange ansøgninger fra de nyuddannede piloter. Vores puljemedarbejder arbejder nu på højtryk for at gennemgå de sidste ansøgninger, så vi kan give besked til ansøgerne. Puljen har været en håndsrækning til de mange piloter, der blev hårdt ramt af krisen. Nu håber vi på bedre tider i luftfart, og at der bliver brug for de mange dygtige piloter, der står med et friskt certifikat i hånden,” siger Thilde Waast.

Thilde Waast oplyser, at alle efter planen vil få besked senest i begyndelsen af juli måned om, hvorvidt deres ansøgning er blevet imødekommet.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev