FPU sikrer forlængelse af pilotpuljen

Efter henvendelse fra FPU har Beskæftigelsesministeren givet tilladelse til, at puljen, der lukkede i januar, kan forlænges.  

Nu er der godt nyt for de piloter, der stadig står uden job. Regeringen forlænger pilotpuljen indtil 10. juni 2022, og piloter, der endnu ikke har fundet et nyt pilotjob, får dermed mulighed for at søge om refundering af certifikatfornyelse, medical og sprogpåtegnelse.

Det sker, efter at FPU, Dansk Industri og Erhvervsflyvernes Sammenslutning har sendt en henvendelse til Beskæftigelsesministeren for at gøre opmærksom på behovet for, at puljen fortsætter ind i 2022.

”Vi er rigtig glade for, at de piloter, der stadig står uden et pilotjob, nu fortsat kan få en hjælpende hånd. Forhåbentlig går der ikke længe, før branchen har brug for dem, og certifikatfornyelserne gør, at de hurtigst muligt bliver klar til at vende tilbage til cockpittet,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

1000 ansøgninger

Siden februar sidste år og indtil årsskiftet har piloter, nyuddannede piloter og flyveinformationsoperatører i Danmark kunnet søge om at få refunderet udgifterne til deres certifikatfornyelse, hvis de har mistet deres arbejde.

FPU modtog ca. 1000 ansøgninger til certifikatfornyelser og medicals i puljens første leveår.

”Vi har oplevet en stor taknemmelighed fra ansøgerne over, at de har kunnet få hjælp fra puljen. De fortæller, at den virkelig gør en forskel, og vi kan se, at en del af dem, der har fået hjælp fra puljen, nu er på vej tilbage til pilotjob,” siger Thilde Waast.  

FPU vil fortsat stå for administrationen af pilotpuljen og forventer, at de vil kunne begynde at behandle ansøgninger fra i midten af marts. Krav og regler for puljen vil være de samme som hidtil.

Om pilotpuljen

- Alle ansøgninger og dokumentation skal være FPU i hænde d. 10. juni 2022
- FPU forventer at åbne ansøgningsportalen d. 1. marts 2022
- Behandling af ansøgninger forventes at gå i gang i midten af marts
- Potentielle ansøgere opfordres til at gemme al dokumentation fra certifikatfornyelse såsom fakturaer og kvitteringer
- Læs mere på www.flyvebranchen.dk/fpu-pulje

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev