Charterselskabet Jettime har ansat 48 piloter fra det konkursramte Jet Time og har i dag og i går haft de første flyvninger mod Grækenland og Spanien. Piloterne beholder den gamle overenskomst fra Jet Time.
Charterselskabet Jettime har netop sendt de første tre fly mod Kreta, Mallorca og Lanzarote efter at have ligget i dvale siden oprettelsen i juni sidste år. Genansatte piloter fra det konkursramte Jet Time skal flyve de ferierejsende sydpå.
I alt har Jettime ansat 48 piloter, der i første omgang primært skal flyve fra Danmark, og forventningen er, at de i august også skal flyve fra Finland.
”Det hele begynder at summe af liv igen. Vi ansætter tidligere medarbejdere, og langt de fleste har sagt ja. Indtil videre har vi ansat, så vi kan operere to flyvemaskiner. Det er det niveau, vi har kontrakter til, og så taler vi om et tredje fly, som skal operere ud af Helsinki. Det bliver med dansk besætning i starten,” siger Birthe Madsen, der er VP Management Support i Jettime.
Får overenskomst tilbage
Jet Time masseafskedigede 113 piloter i Danmark sidste sommer og gik kort efter konkurs. Siden er der foregået en virksomhedsoverdragelse mellem det gamle Jet Time og det nye Jettime.
Piloterne får deres gamle overenskomst tilbage, fortæller Søren Danielsen, der er formand for pilotforeningen i Jettime (PAJ). Der vil være nogle strukturændringer i forbindelse med opstarten, men i 2024 vil piloterne have de samme forhold, som de efter planen skulle have haft i 2022, før coronakrisen ramte.
”Vi får alle vores forhold igen. Når vi skal genforhandle, er vores overenskomst ikke blevet ringere. Der har vinteren over været et omfangsrigt og grundigt arbejde PAJ og Jettime imellem for at lave strukturer, der gør, at tidligere kolleger bliver tilbudt genansættelse. Det arbejde betyder, at flyene kan lette nu,” siger Søren Danielsen, der også er blandt de genansatte piloter.
”Jettime er en god dansk arbejdsplads med fornuftige overenskomstmæssige vilkår, trods de armlægninger der har været gennem tiden. Piloterne er glade og optimistiske på firmaets vegne, og vi tror på, at det lykkes for Jettime,” siger Søren Danielsen.
’Behold jeres uniformer’
De første piloter i Jettime blev ansat ved påske og flere er kommet til efterfølgende. De har de seneste måneder været på træningsbænken og i simulator for at blive klar.
”Vores tidligere medarbejdere har beholdt deres uniformer. Dengang Jet Time gik konkurs, sagde vi til medarbejderne: ’Bare behold jeres uniformer, for vi ringer snart igen.’ For os, som har gået og ventet med længsel, er det rigtig fedt at få vores flyvende tilbage, og man står der og tager imod dem med tårer i øjnene,” siger Birthe Madsen.
”Vi skal primært flyve til Middelhavet, og det er helt styret af rejsevejledningerne. Turoperatørerne har det ikke nemt i øjeblikket. Det kræver, at man er fleksibel både som passager og som flyselskab. Men det er vi og vores personale også kendt for at være. En schedule kan se helt anderledes ud om to dage, og det er personalet indstillet på. Vi skal flyve til Grækenland, Spanien, Cypern og De Kanariske Øer. Det er de klassiske, kendte rejsemål med gode hoteller, hvor turoperatørerne har mange års erfaring, og hvor kunderne er trygge,” siger Birthe Madsen.