På Kalundborg Refinery ved de godt, at flyselskaberne ikke selv har råd til at dække meromkostningerne til mere bæredygtigt brændstof. Til gengæld mener raffinaderiet, at man kan bruge indtægterne fra passagerafgiften, som i øjeblikket brugs til at finansiere en ældrecheck.
På Kalundborg Refinery kan man producere et flybrændstof, der kan reducere kondensstriber og forbedre luftkvaliteten. Brændstoffet er allerede godkendt og kunne i princippet taget i brug i morgen. Problemet er, at det er dyrere at producere end normalt flybrændstof.
”Det er en lille merpris, men vi ved godt, at flyselskaberne er klemt. De sælger et produkt, hvor passagererne søger på Momondo og tager det billigste,” siger Niels Bech, der er direktør for strategisk udvikling hos Kalundborg Refinery.
”Vi tænker, at der skal en form for regulering ind, så vores forslag er, at man tager den passagerafgift, som man har sagt skal gøre noget godt for klimaet, og bruger den til at finansiere den meromkostning.”
Raffinaderiet har desuden indgået en aftale med flyproducenten Airbus, der i næste måned begynder at teste, hvor stor en forbedring det har.
Nyt brændstof kan reducere forurening markant
Brændstoffet, som Kalundborg Refinery kan producere, adskiller sig ved at have et meget lavt indhold af aromater. Aromater findes naturligt i olie, og i flybrændstof bidrager de til dannelsen af sodpartikler under forbrænding. Et højere indhold af aromater giver flere partikler i udstødningen, hvilket øger risikoen for kondensstriber og udledning af ultrafine partikler.
Ved at tilføre traditionelt flybrændstof brint kan Kalundborg Refinery reducere aromat-indholdet. I øjeblikket er der et krav om, at der skal være minimum 8 procent aromater flybrændstof, fordi man mener, at aromater hjælper til, at flyets brændstofsystem holder tæt.
”Procentdelen af aromater i flybrændstof er 18-20 procent. Vi sigter efter de otte procent, så vi overholder lovkravet, selvom vi er ikke sikre på, om det er et relevant krav længere. Vi kunne sådan set godt bringe det ned til én procent,” siger Niels Bech.
Ifølge tænketanken Concito peger forskning på, at en halvering af aromat-indholdet sænker non-CO2-effekten med 20 procent. Non-CO2 antages at udgøre to tredjedele af den internationale luftfarts klimabelastning.
Passagerafgift skal gøre noget for klimaet
Kalundborg Refinery vil kunne producere flybrændstof i samme størrelsesorden, som man bruger i Københavns Lufthavn årligt. Det er cirka en million tons om året. Det kræver dog, at de tilpasser deres nuværende anlæg.
”Vores anlæg kan lave dansk diesel, svensk kvalitetsdiesel og så kan det lave det her tredje produkt. Vi kan skifte mellem at lave de produkter, men for at håndtere det, skal det være i separate systemer. Man skal være sikker på, at flybrændstof ikke bliver blandet. Men for at tage den investering skal vi være sikre på, at kunder vil aftage produktet,” siger Niels Bech.
Fra det øjeblik Kalundborg Refinery har kunder, der er villige til at lave kontrakter på flybrændstoffet, estimerer raffinaderiet, at det vil tage 18 måneder at have faciliteterne på plads.
”Vi har endnu ikke nogen kontrakter på vores lav-aromat flybrændstof, fordi flyselskaberne er pressede. En 15 procent merpris er ingen interesserede i at betale. Derfor siger vi: Passagerafgiften bør tages i brug til at gøre noget for klimaet her og nu i stedet for bare at finansiere en ældrecheck.”