I den her uge bliver vores hovedstad malet med farver, vigtige værdier og stort humør. Copenhagen Pride fejrer mangfoldighed og rummelighed, og der er god grund til at kæde den kamp sammen med luftfart. Vores branche er nytænkende, og ingen andre kommer fysisk tættere på regnbuerne end os.
Af Thilde Waast, Formand for FPU
For mig er Copenhagen Pride den årlige påmindelse om, at vi i FPU kæmper for fair forhold for alle og imod enhver form for diskrimination.
Det er for letkøbt at sige, at jeg tænker på mangfoldighed og rummelighed hver eneste dag. De gode værdier kan helt ærligt drukne i svære overenskomstforhandlinger og mødepligt i arbejdsretten, men under Pride husker jeg at gøre status. At overveje hvordan det egentlig står til med mangfoldigheden, trivslen og ligestillingen i luftfart.
Holdningen hos FPU er tydelig som krystal: Man må være lige den, man vil. Også i uniform. Det må man naturligvis året rundt, og det gælder uanset ens køn, nationalitet, etnicitet, religion og seksualitet.
Selvom mange ting bevæger sig i den rigtige retning, må vi erkende, at netop den her kamp er af den slags, hvor man altid kan gøre lidt mere. Der går heldigvis længere og længere imellem, at jeg hører om medlemmer, der har oplevet diskrimination på baggrund af seksualitet, og jeg ved, at mange LGBT+-personer har fundet sig til rette i netop vores branche. Og det forstår jeg godt.
Luftfart er skabt til nybrud og forandring
Jeg tror, at det præger alle flyvende, at vi arbejder i en branche, der er og altid har været moderne og nyskabende. Det er lidt af en naturlov, når man tager teknologien bag vores arbejde i betragtning, men vi ansatte har altid fulgt med udviklingen. Og det kan vi godt være stolte af.
Hver og en af os har personlige drømme om at opleve verden, og vi ønsker at sætte vores præg alle de steder, vi lander. Det ligger dybt i os at slå vingerne ud og sige, hvad vi mener, og vi tør godt gøre det, fordi vi har en åbensindet kultur. Vi er vant til møde mennesker fra hele verden, og til at – både i konkret og overført betydning – at åbne tunge døre for nye muligheder og indtryk.
Vi har brudt med vanetænkningen, siden første gang mennesket trodsede tyngdekræften, og vi har været inkluderende og taget folk i hånden, siden vi i 60’erne fløj gæsterne til Mallorca og Costa Bravo. Det er den historie og tradition, vi tager med, når vi marcherer gennem København eller en hvilken som helst anden by med sange, bannere og glitter på øjenlågene. Det er den smukke sammenblanding af moderne indsigt og historisk arbejdertradition, som vi i luftfart forener til Pride.
Vi skal blive ved med at følge med tiden og at være forud for tiden. At være åbne over for forandringer og byde ny teknologi, viden og indsigt velkomne. Det gode kollegaskab har brug for tryghed, og særligt i luftfart har vi brug for at stole på hinanden. Derfor hylder vi princippet om, at der er plads til alle i vores fly.
På toppen af regnbuen
Jeg mener derfor, at resten af samfundet godt kan lære noget af os. Jeg tror nemlig på, at vi er de helt rigtige til reelt at deltage og skabe forandring for LGBT+-personer. Regnbuen er blevet synonym med Priden, og selvom mange lykkeriddere og barnlige sjæle har ledt efter en krukke med guld for enden af den, så er der ingen, der kommer tættere på de smukke farver end os og vores fly.
Regnbuen og det flyvende personale hænger altså sammen, og vi tager ansvar for enhver kollegas ret til at elske, den man vil. Vi vil have fair forhold og lige rettigheder for alle. For ligesom flyene kommer de dygtige FPU’ere i alle former og farver.
Så lad os jagte regnbuen på himlen og tage de smukke værdier med os ned på jorden. Lad os vise omverdenen, at der er plads til alle hos os, og at vi som branche er særligt inkluderende.
Rigtig god Pride til alle FPUere.