Af: Anders Mark Jensen, næstformand i FPU
Det nordjyske flyselskab North Flying har frasagt sig den overenskomst, som selskabet havde tegnet med FPU, og ni piloter står nu uden job. Selskabets adfærd møder kritik fra FPU, hvis næstformand i denne leder kalder opførslen dybt bekymrende og til skade for piloters rettigheder.
Når jeg ser den måde, som North Flying har opført sig på, er der ét ord, der straks falder mig ind, og det er grotesk. Selskabet har udvist en grotesk adfærd og en grotesk mangel på respekt for piloters rettigheder. Jeg har som næstformand haft en god portion kampe med flyselskaber, og det har ikke altid været kønt, men vi er stort set altid nået i mål. Det betyder kompromiser og indrømmelser fra begge sider, men det er den danske model, og i sidste ende sikrer vi ordentlige forhold på det danske arbejdsmarked til glæde for både arbejdsgiver og arbejdstager.
North Flying ville det på en anden måde. De har frasagt sig overenskomsten, og ni piloter, der havde igangsat en lovlig strejke, står nu uden job. Vi er desværre ikke overraskede over North Flying opførsel, for denne måneds strejke er ikke første gang, at vores medlemmer i selskabet har kæmpet for at sikre helt basale rettigheder.
For omkring tre år siden tog nogle modige piloter kampen op med flyselskabet for at opnå forbedringer i arbejdsforholdene, og det lykkedes faktisk. Men det, der efterfølgende skete, var dybt problematisk. De piloter, der stod i spidsen, følte efterfølgende, at de blev presset ud af selskabet, og de oplevede, at de blev dårligere behandlet.
Vi kan som fagforening kun tolke den opførsel, som om North Flying ikke ønsker at opbygge et positivt arbejdsmiljø, og at de er villige til at straffe dem, der tør udfordre virksomhedens praksis. Selskabet underminerer piloternes rettigheder, og det skaber frygt og usikkerhed blandt alle ansatte. Det er ikke en dansk virksomhed værdigt.
Piloter konstant til rådighed
Vores oplevelser under forhandlingerne i år var, at selskabet ikke var villige til at rykke sig en millimeter, og det gør det selvsagt svært at forhandle. Vores medlemmers ønsker var på ingen måder urimelige. De ønskede blot at sikre, at deres privatliv havde en vis beskyttelse, så de ikke konstant stod standby og skulle aflyse private aftaler i deres fritid efter opkald i standby-periodens sidste minutter.
North Flying skriver på sin hjemmeside, at selskabet altid er på vagt og klar til at hjælpe ”24 timer i døgnet og 7 dage om ugen, året rundt.” Det siger en hel del om, hvor fleksible piloterne er, men også hvorfor det er væsentligt, at de bliver bedre beskyttet. Så vidt vi er informeret, har selskabet omkring 20 piloter, hvoraf en del også løser andre opgaver. Når selskabet reklamerer for at være til rådighed alle årets timer, kan de fleste regne ud, at der hviler et konstant pres på deres piloters tilgængelighed, og de er nu ikke engang dækket af en overenskomst til at beskytte dem.
Vi har set eksempler på, at piloterne skal være standby i op til 16 timer, stik imod reglerne for hviletid, der sætter begrænsningen på 14 timer. Det er et eksempel på en eklatant mangel på respekt for piloternes ret til privatliv, og det underminerer deres mulighed for at opretholde en sund arbejdslivsbalance.
Leverandører bør gå i dialog om værdier
Selvom det efterhånden står klart, at North Flying ikke vægter piloternes ret til overenskomstbeskyttelse særligt højt, kan vi undre os over, selskabet ikke tager højde for, hvilket signal deres adfærd sender til deres kunder, som tæller flere statslige institutioner samt virksomheder, der har som erklærede mål at sikre anstændige jobs. Disse virksomheder har et etisk ansvar for at vælge en leverandør, der respekterer de ansattes basale rettigheder. North Flying har sendt et ekstremt negativt budskab til sine kunder om, hvilke værdier eller mangel på samme selskabet står for.
Det er dybt bekymrende, at North Flying nu har frasagt sig overenskomsten, og vi frygter, at selskabet vil udvise fagforeningsfjendsk adfærd enten ved at forhandle dårligere individuelle kontrakter eller en anden form for aftale på ringere vilkår. Selskabet ønsker tydeligvis ikke forpligtelser over for de ansatte eller beskyttelse af deres freelancere.
Vi håber, at North Flyings kunder vil gå i dialog med selskabet og fortælle det, hvilke værdier de prioriterer hos deres samarbejdspartnere. Og vi opfordrer North Flying til at genoverveje deres praksis og vise respekt for arbejdstagernes ret til organisering og kollektiv forhandling. Det er på ingen måde acceptabelt at straffe dem, der taler op og kæmper for forbedringer.