FPU-næstformand om Ryanair-forhandlinger: ”Vi vil stadig gerne forhandling, men det skal være realistisk.”

For tre år siden begyndte FPU og Ryanair at forhandle om en dansk base, men i sidste uge afbrød FPU forhandlingerne. Ifølge branchemediet Check-In er Ryanair overraskede over FPUs beslutning.

FPU fastslår, at Ryanair-datterselskabet Malta Air skal tilbyde løn og vilkår på et realistisk niveau, hvis forhandlingerne om Malta Air-basen i Billund skal genoptages.

Forhandlingerne, der blev afbrudt af FPU den 12. januar, havde varet i tre år. Ryanair har efterfølgende i et interview med Check-In givet udtryk for, at selskabet er overraskede over FPUs beslutning.

”Vi ønsker en aftale, og derfor har vi i årevis forsøgt at finde en løsning. Vi har overenskomster med lavprisselskaber, og vi har på alle måder tydeliggjort over for Ryanair og Malta Air, at vores krav ikke er urimelige. Men de har svært ved at flytte sig. Vi vil stadig gerne forhandling, men det skal være realistisk,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Ryanair: FPU skal ikke være bekymret over fremtiden

FPU har blandt andet givet udtryk for, at Ryanair i forhandlingerne ikke har villet forpligtige sig til at begrænse brugen af besætninger fra andre baser, der ikke er overenskomstdækket. FPU frygter, at det vil betyde, at Ryanair på den måde kan omgå den overenskomst, der eventuelt måtte blive tegnet for Malta Airs Billund-base.

”Hvis de (FPU, red.) er bekymret over mulige ting, der kan ske i fremtiden, så kan jeg kun sige, at de skal se på, hvad der sker lige nu,” siger Darrell Hughes, der er People Director i Ryanair, til Check-In.

Men ifølge Anders Mark Jensen er det umuligt at få en overenskomst på plads, hvis ikke man tager højde for de ting, der kan ske i fremtiden.

”Vi urolige for, at Ryanair med tiden fylder ruterne op med vikaransatte, selvstændige og ansatte fra andre datterselskaber på østeuropæiske arbejdsvilkår. Selskabet vil ikke forpligte sig på at holde sig til overenskomsten i fremtiden,” siger Anders Mark Jensen.

Aflyste flyvninger forhindrer acceptabelt lønniveau

Ifølge FPU var en anden afgørende årsag, til at forhandlingerne blev afbrudt, at Ryanair ikke tilbød en rimelig grundløn til de ansatte på Billund-basen.

Til Check-In oplyser Ryanair, at de ikke mener, at det er årsag nok til at afbryde forhandlingerne.


“Det er meget normalt, at flyselskaberne har variable elementer oveni en fast grundløn, og som udgøres af tillæg for antal flyvetimer og salg ombord. FPU krævede, at 90 procent af lønnen skulle være fast, og vi tilbød 85 procent, men det ligner ikke et stort gab, der kan retfærdiggøre at afbryde forhandlingerne,” siger Darrell Hughes.

Anders Mark Jensen kan ikke genkende selskabets udlægning.

”De ønsker at spise de ansatte af med en lav grundløn, og vi ser netop nu, hvorfor det er et problem, med de mange aflyste Ryanair-afgange fra Billund her i januar og februar. Når selskabet ikke flyver, kan de ansatte ikke tjene den afgørende produktionsløn, der giver smør på brødet og betaler regningerne i slutningen af måneden. Vi vil ikke blåstemple, at Ryanair, når vi når næste lavsæson, bare kan sende de ansatte ud i kulden igen, som de gør nu,” siger Anders Mark Jensen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev