FPU-medlem får godt fire millioner i erstatning efter arbejdsskade: ”De prøvede at holde det hen og håbede, at jeg gav op”

Efter en årelang tovtrækning er der nu indgået forlig i en sag, hvor en pilot er blevet udsat for skimmelsvamp i forbindelse med sit arbejde.

Et FPU-medlem har fået 3.950.000 kroner i erstatning for tabt erhvervsevne. Medlemmet, der er helikopterpilot, boede i perioder i en bolig, der var stillet til rådighed af Air Greenland, som han arbejdede for.

Men i boligen var der skimmelsvamp, og det betød, at medlemmet fik blandt andet lungeproblemer og udviklede eksem.

Medlemmet har fået tilkendt et erhvervsevnetab på 85 procent, og erstatningen kommer efter en årelang kamp, hvor flyselskabets forsikringsselskab kæmpede imod at tilkende erstatning.

”Forsikringsselskabet prøvede at holde det hen og håbede, at jeg gav op, men heldigvis har FPU og vores advokat Martin stået for det her og gjort et kæmpe arbejde,” siger piloten, der optræder anonymt i denne artikel. Fagbladet Luftfart er bekendt med hans identitet.

“Det har ikke været nemt. Jeg har ikke sovet ordentligt i flere år på grund af fysiske gener, og sagen har fyldt meget i mit hoved. Det har været slidsomt, men jeg har ikke villet givet op, og nu har jeg fået et godt resultat i dag.”

Årelang kamp for at få erstatning

Sagen starter i 2014, da Air Greenland indkvarterer medlemmet og en kollega i en bolig på Sydgrønland. Boligen er ved at blive renoveret, da andre kolleger allerede har klaget over forholdene. Alligevel får FPU-medlemmet og hans kollega besked på at flytte ind.

“De var i gang med at rive huset ned om ørerne på os. Rådne altaner og diverse ting, og det gav en voldsom eksponering. Vi klagede, og vi klagede, men der var ikke nogen, der var interesseret. Det var for døve ører. Når vi skulle sove om aftenen, havde vi dørene stående åbne for at kunne trække vejret,” siger medlemmet.

Til sidst bliver de i en periode flyttet over i en anden bolig, men da renoveringen er færdig, får de i foråret 2015 besked om at flytte tilbage i boligen.

“Jeg udviklede samme dag udslæt over hele kroppen. Det var frygteligt. I de første tre år havde jeg ikke en eneste ordentlig nattesøvn. Jeg havde udslæt og sår over hele kroppen. Jeg tabte vejret, når jeg gik på trapper,” siger medlemmet.

Han kunne efterfølgende ikke få sin helbredsgodkendelse fornyet på grund af symptomerne, og han mistede dermed sit pilotjob efter at have været sammenlagt 20 år i Air Greenland – først som tekniker og siden som pilot.

‘Ikke andre forklaringer end skimmelsvamp’

FPU-medlemmet melder sagen som arbejdsskade, men det bliver i første omgang afvist.

“FPU kommer ind over sagen, da jeg bliver afvist. Thilde [Waast, FPUs formand, red.] bad mig om at komme til Danmark og mødes med hende og vores advokat Martin. Siden er der blevet arbejdet ihærdigt med den sag og gjort et fantastisk stykke arbejde,” siger medlemmet.

Ankestyrelsen, der er øverste administrative klagemyndighed på arbejdsskadeområdet, afviste også, at der skulle være tale om en arbejdsskade.

”Vi udtog en stævning mod Ankestyrelsen, og så kom der en erklæring fra Retslægerådet. Derefter anerkendte Ankestyrelsen, at det var en arbejdsskade,” siger FPUs advokat på sagen, Martin Haug, der fortæller, at det er en rigtig god idé at have fået anerkendt arbejdsskaden, når man går videre over for en arbejdsgiver.

Martin Haug, kalder forliget og størrelsen på beløbet tilfredsstillende.

”Vores synspunkt var, at det var svært at se, at der var andre forklaringer end skimmelsvamp på medlemmets lidelser. Det var også det, som Retslægerådet kom frem til,” siger Martin Haug.  

Retslægerådet består af læger og afgiver lægefaglige udtalelser i blandt erstatnings- og forsikringssager som arbejdsskadesager.

‘Air Greenland vidste, at der var skimmelsvamp

Da FPU-medlemmet havde vundet denne del af sagen, fortsatte sagen mod Air Greenland. FPU ønskede at få fastslået, at Air Greenland havde et erstatningsansvar, fordi de stillede en bolig til rådighed, der var inficeret med skimmelsvamp.

”Forsikringsselskabet prøvede at argumentere for, at der ikke skulle være erstatning, men det gjorde sig gældende, at det ikke kun var det pågældende medlem, der fik symptomer. Det gjorde flere af hans kolleger også. Der var et vist mønster i det,” siger Martin Haug.

”Air Greenland vidste godt, at der var skimmelsvamp i det hus. De var gået i gang med en renovering, samtidig med at de havde piloter boende i det. Da de melder huset klar til beboelse, er der tilsyneladende stadig skimmelsvamp i det. De havde ikke undersøgt tingene ordentligt, før de gav piloterne adgang til huset.”

FPU-medlemmet er i dag pensioneret og er tilfreds med, at der er kommet en afslutning på sagen, selvom de mange års slid også har sat sine spor.

“Jeg har fået en masse medicin, og jeg har det nogenlunde i dag. Det har været en sej kamp at komme videre, men jeg har hængt i, og det har givet et godt resultat.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev