Air Greenlands nye rute mellem København og Nuuk har været præget af forsinkelser siden åbningen i november 2024. Det betyder øget arbejdspres på de kabineansatte.
De kabineansatte i Air Greenland har haft travlt, siden den nye lufthavn i Nuuk åbnede. I de første to måneder var 29 ud af 41 fly på ruten fra København til Nuuk forsinkede ved ankomst.
Forsinkelserne betyder, at de kabineansatte oplever meget lange arbejdsdage og kortere pauser.
”Vi oplever en markant øget arbejdsbyrde. Forsinkelserne gør, at vi kommer sent hjem, og det tager meget lang tid at gå til crewrummet i den nye lufthavn, så vi får heller ikke ordentlige pauser på en i forvejen forsinket dag,” siger Naduk Themotheussen, fællestillidsrepræsentant for de kabineansatte i Air Greenland (ACU).
Alle kabineansatte har oplevet forsinkelser
For at undersøge problemets omfang har FPU, der er fagforening for de kabineansatte i Air Greenland foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne.
Den viser, at 90 procent af de kabineansatte har oplevet, at arbejdsbyrden har ændret sig, og at alle har oplevet forsinkelser, efter at den nye lufthavn i Nuuk åbnede.
”Mange oplever, at man er nødt til at bruge sine fridage til at komme ovenpå igen, og de mange uregelmæssigheder øger også det mentale pres, når man ikke ved, hvordan ens arbejdsdag bliver, og hvornår man er hjemme igen,” siger Naduk Themotheussen.
FPU og ACU afholder møde med Trafikstyrelsen
Naduk Themotheussen fortæller, at ACU har henvendt sig til Air Greenland. Samtidig er ACU i tæt kontakt med FPU.
”ACU og FPU har holdt medlemsmøder for at få overblik over problemets omfang. Vi har nu kontaktet Trafikstyrelsen og sammen med FPUs forbundssekretær, Kasper Svendsen, tager vi en samtale med Trafikstyrelsen om mulige løsninger,” siger Naduk Themotheussen.
”Vi har selvfølgelig forståelse for, at vi er i en opstartsperiode, men vi er som forening også nødt til at reagere, når så mange medlemmer er påvirket af de lange arbejdsdage.”