Formand for Star Air vinder årets TR i luftfart: ”Jeg vil ikke finde mig i uretfærdighed.”

Michael Nielsen, formand for piloterne i Star Air, løb med hæderen, da han i dag blev kåret til Årets tillidsrepræsentant i luftfart for 2023.

Det var ikke til at komme til for rosende ord, da Forretningsudvalget i FPU læste indstillingerne af Michael Nielsen, der er formand for piloterne i Star Air.

Medlemmerne havde blandt andet skrevet:

”Michael har stor integritet og er løsningsorienteret. Han arbejder bare superhårdt sammen med resten af SAC-bestyrelsen for deres medlemmer. Hatten af for Michael.”

En enkelt indstilling opsummerede på fineste vis, hvorfor Michael fortjener prisen som Årets TR:

”Fordi han altid vil medlemmernes bedste.”

Det var derfor også en glad formand for Star Air-piloterne, der i dag blev overrasket med blomster og bobler af FPUs formand Thilde Waast:

”Den havde jeg godt nok ikke set komme. Og det skal da helt sikkert fejres med den her flaske champagne. Jeg laver det her arbejde, fordi jeg ikke vil finde mig i uretfærdighed, og det betyder meget, at medlemmerne anerkender det ved at have indstillet mig.”

”Det er ikke nogen hemmelighed for mine medlemmer, at det har været et ret vanvittigt år, og at det har krævet lidt ekstra af hele bestyrelsen. Derfor betyder det også ekstra meget med alle de her flotte ord, og det vil jeg gerne sige mange tak for til medlemmerne,” siger Michael Nielsen.

Genvalgt med hjerter og klapsalver

Det er Forretningsudvalget i FPU, der har kåret Michael Nielsen som Årets TR. Det er sket på baggrund af indstillingerne fra medlemmerne selv, men begrundelsen bunder også i det hårde arbejde, som Michael og resten af SAC-bestyrelsen har løftet i løbet af året:

”Der var rigtig mange gode indstillinger, og det var en fornøjelse at læse alle de pæne ord om vores mange tillidsvalgte. Jeg forstår til fulde motivationen hos alle de medlemmer, der har taget sig tiden til at indstille deres TR til prisen,” siger Thilde Waast.

”Når valget i sidste ende faldt på Michael, skyldes det, at han og resten af SAC-bestyrelsen er lykkedes med at få nogle meget store resultater igennem i år på vegne af basen i Tyskland,” siger Thilde Waast.

Piloterne i Maersk’ fragtflyselskab Star Air er ansat med base i Köln i Tyskland. Det stiller store krav til tillidsrepræsentanterne, der på vegne af medlemmerne skal jonglere mellem tysk og dansk lovgivning, social sikring og skattemæssige forhold. I sådan nogle tilfælde er det særligt vigtigt at have en formand, der kan holde hovedet koldt:

”Michael og resten af bestyrelsen har virkelig taget nogle store kampe i år for at få tingene til at glide så let som muligt for medlemmerne. Jeg oplevelse også selv anerkendelsen fra medlemmerne, da jeg var til SACs generalforsamling i sidste uge. Hele lokalet klappede, og chatten i Teams flød over med hjerter, da Michael enstemmigt blev genvalgt som formand for fragtpiloterne. Det siger bare det hele.”

”Han er en vaskeægte ildsjæl, der kæmper for en luftfartsbranche i balance. Det vidner alle indstillinger også om. Stort tillykke til Michael med prisen og stort tillykke til alle medlemmer i SAC med at have en så dedikeret formand og bestyrelse,” siger Thilde Waast.

Foruden rollen som formand i SAC er Michael Nielsen også næstformand i DALPA (Danish Air Line Pilots Association), hvor han blandt andet repræsenterer alle danske piloter i internationale sammenhænge.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev